OB driller FCK og bringer spænding ind i guldkamp

FC København spillede blot 1-1 hjemme mod OB, og dermed er der kommet spænding ind i guldkampen igen.

Kampen om det danske mesterskab fik en ekstra snert af spænding, da førerholdet FC København søndag aften skuffende spillede 1-1 mod OB i Parken.

FCK's forspring i toppen af Superligaen var tidligere søndag blevet reduceret til seks point, da FC Nordsjælland på udebane havde slået AC Horsens med 2-0. Med FCK's ene point lyder forspringet nu på syv point.

Og med udsigt til en intern duel mod FCN i Farum i den kommende spillerunde, var det tredje pointtab på stribe meget ubelejligt for FCK.

Og det er i hvert fald en kende for tidligt at placere guldet hos FCK. I sidste sæson ødslede FCK et lignende forspring væk, og vurderet ud fra FCN og FCK's modsatrettede formkurver, så kan alt som bekendt ske i fodbold.

FCK burde dog havde vundet kampen mod OB. Hjemmeholdet styrede begivenhederne i størstedelen af kampen.

I første halvleg stod der FCK på det hele, men det var alligevel OB, der efter 37 minutter scorede halvlegens eneste mål.

Den norske back Espen Ruud bragte OB foran 1-0 på et direkte frispark ved at sparke under en hoppende FCK-mur.

Frisparket var begået mod Bashkim Kadrii, som dermed forvandlede sig selv fra OB-skurk til helt på få minutter.

Kort forinden havde Kadrii nemlig begået et straffespark, men det brændte Cesar Santin, som tilmed blev grebet ud af OB-keeper Jesper Christiansen, der tidligere har spillet i FCK.

Den brasilianske angriber havde ud over det brændte straffespark flere oplagte muligheder for at score i kampen, men alle forsøg blev misbrugt på det skammeligste.

FCK'eren Pierre Bengtsson udlignede dog til 1-1 kort inde i anden halvleg, da den svenske venstre back smukt fik udplaceret Jesper Christiansen med et langskud.

Og så var der håb om tre point for FCK, men dertil var skarpheden ikke god nok, og især Rurik Gislason og Thomas Delaney skal øve afslutninger foran mål.

OB's midterforsvarere Daniel Høegh og Anders Møller Christensen tog sig effektivt af FCK-angriberen Andreas Cornelius, som for en sjælden gangs skyld havde det svært i luften.

FCK har med det uafgjorte resultat ikke vundet i de seneste tre kampe, og FCN kan med rette kalde sig selv alvorlige titelforfølgere.

Oversigt

    Oversigt