Målsætningen er klar: OB skal slutte blandt de seks bedste i Superligaen. Til det er truppen allerede blevet forstærket med angriberen Nicklas Helenius, der til trods for sine fem kampe fra start endnu ikke har scoret et Superliga-mål i OB-trøjen.
Derudover er den 33-årige Thomas Mikkelsen blevet hentet i FC Fredericia, som gardering for Sten Grytebust. Men der kan være mere på vej.
- Vi er tilfredse med vores ageren på transfermarkedet, og vi mener godt, at truppen kan indfri vores målsætning om en top seks placering i denne sæson, siger OB-sportsdirektør Jesper Hansen til TV2/FYN og forsætter.
- Men når det er sagt, så er der bestemt ikke dødvande hos os. Vi er på udkig efter den helt rigtige spiller. Jeg hverken kan eller vil sætte navn eller position på, men vi er klar, hvis han dukker op.
Er der penge nok i OB til det?
Der er aldrig penge nok. Det er lige meget om klubben hedder Manchester United, Real Madrid eller om det bare er hjemme i husholdningen
- Der er aldrig penge nok. Det er lige meget om klubben hedder Manchester United, Real Madrid eller om det bare er hjemme i husholdningen. Når det er sagt, er vi tilfredse med vores økonomi, og vi har en pose penge, der gør, at vi kan skrive med den rigtige spiller, hvis han altså byder sig til, siger Jesper Hansen til TV2/FYN.
Samtidig vil Jesper Hansen ikke afvise, at et af de mange salgsobjekter i truppen forlader klubben inden torsdag den 31. august, hvor transfervinduet lukker for de danske Superligaklubber.
På lørdag spiller OB hjemme mod FC Midtjylland. Odenseanerne har ikke vundet over midtjyderne siden den 10. maj 2015. Der er kampstart klokken 12:00.