OB forlænger med nøglespiller

Jeppe Tverskov har lørdag skrevet under på en kontraktforlængelse på fire år. Det betyder, at Odense Boldklub og forsvarspilleren har papir på hinanden indtil 2023.

Odense Boldklubs Jeppe Tverskov har fået ny kontrakt, der holder ham i Odense indtil 2023. Han har spillet over 100 kampe for klubben og kan nu se frem til en del flere.  

OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, er glad for, at dem 26-årige forsvarsspiller får fire år mere hos de 'striwede.' 

- Han er en af de bedste midtstoppere i 3F Superligaen og er utrolig god på bolden. Dermed passer han godt til vores spillestil, hvor han er med til at sætte angrebene i gang og sikrer en hurtig boldcirkulation, så vi kan komme frem ad banen, siger han i en pressemeddelelse. 

Midterforsvareren spillede sidste år 35 af OB's 36 kampe i ligaen og han har i alt fået 105-kampe i OB-trøjen, siden han kom til klubben fra Randers FC i 2016.

Siden sommeren 2018 har Jakob Michelsen været cheftræner i Odense Boldklub, og trænerskiftet har været populært hos Jeppe Tverskov. 

- Vi har fået en ny spillestil, som passer godt til mig, og det betyder, at jeg har udviklet mig enormt meget. Samtidigt har klubben også rykket sig i den rigtige retning, hvor vi er blevet bedre og mere sammenspillede. Det betød meget, at vi fik en ny træner og en anden opstilling, hvor jeg både spiller i bagkæden, men også går frem og støtter midtbanen, siger Jeppe Tverskov i en pressemeddelelse. 

Jeppe Tverskov og resten af OB-truppen spiller søndag på udebane mod Esbjerg FB. 

Oversigt

    Oversigt