OB-joker glæder sig over vigtig sejr

OB's 3-1-målscorer Rasmus Falk var meget tilfreds efter sejren på udebane over polske Wisla Krakow.

OB's indskiftede målscorer Rasmus Falk er lettet over 3-1-sejren ude over polske Wisla Krakow i Europa League.

Især fordi Wisla Krakow havde krammet på OB i midten af anden halvleg.

- Det var en utrolig dejlig kamp at spille, men den var svær at komme ind i, og jeg var lidt overrasket over, at jeg kom ind i pausen, siger Rasmus Falk til TV3+.

- Jeg nåede ikke at tænke så meget, men fokuserede på den opgave, jeg skulle ind og løse, og forsøgte at spille mig varm i de første 10 minutter, forklarer 3-1-målscoreren.

Rasmus Falk var ærgerlig over den polske udligning kort inde i anden halvleg.

- Det var et stort slag i hovedet, at de udlignede forholdsvis hurtigt i anden halvleg. Men vi svarede heldigvis igen, siger Rasmus Falk.

Det var Peter Utaka, som stod for den afgørende scoring til 2-1. Sejren betyder, at OB nu er kommet godt fra start i gruppespillet, hvor der venter fem kampe mere.

- Sejren er vigtig, og det gør, at troen vokser sig endnu større på, at vi kan gå videre, men vi tager en kamp ad gangen og kører på, fastslår Rasmus Falk.

I den anden kamp i gruppe K spillede engelske Fulham 1-1 hjemme mod hollandske Twente.

Oversigt

    Oversigt