OB-lejren tror fortsat på guld

OB's topscorer Peter Utaka og træner Lars Olsen vurderer, at der fortsat er liv i mesterskabskampen trods nederlaget til FC København.

OB har fortsat troen på, at det kan lade sig gøre at vinde DM-guld.

Det fastslår topscorer Peter Utaka og træner Lars Olsen, efter at fynboerne torsdag tabte 0-2 ude mod FC København, der nu topper SAS Ligaen med en afstand på fire point ned til OB.

- Fire point er ikke særlig meget. På to-tre kampe kan det ændre sig. Vi skal fortsætte med arbejde hårdt og undgå at lave flere fejl. Vi skal ikke give op. Jeg giver først op, når det ikke kan lade sig gøre længere, siger Peter Utaka.

OB-angriberen finder sin optimisme i en periode fra efteråret, hvor OB halede ind på FCK.

- FCK har været foran med tre point tidligere på sæsonen, og dengang lykkedes det os at indhente dem, fortæller angriberen.

Træner Lars Olsen tror på, at de direkte guldduellanter kan havne i en periode med få point og henviser til den seneste uge, hvor FCK blot har fået et point i kampene mod FC Nordsjælland og AGF.

- Der er stadig 27 point at spille om, og vi tror på, at vi kan vinde guld. FCK kan fortsat sætte point til, men vi skal også selv til at vinde vores kampe, forklarer Lars Olsen.

OB-træneren erkender dog, at de direkte dueller mod FC København kan få afgørende betydning for mesterskabskampen. Af tre indbyrdes kampe har FCK fået syv point, mens OB kun har hentet et enkelt.

- I sidste sæson, da FCK blev mestre, førte vi i efteråret med 1-0 i Parken og tabte 1-2. Havde vi vundet den kamp, så var vi blevet mestre. Efter 33 kampe så var det sådan en lille ting, der blev afgørende. Det var 25 minutter i anden halvleg, der afgjorde mesterskabet, så det kan også blive tilfældet i år, siger han.

Skulle duellerne mod FC København blive afgørende, så ved Lars Olsen godt, hvor fynboerne har fejlet.

- I dag erkender jeg, at FCK var bedst. Der er ikke noget at rafle om. I de to andre kampe, handler det om, at vi ikke fik puttet vores chancer ind, for så havde vi vundet de kampe, mener Lars Olsen.

Oversigt

    Oversigt