OB-træner er utilfreds med første halvleg mod AaB

Troels Bech var langt fra tilfreds med fynboernes præstation i den første time af kampen mod AaB lørdag aften.

Lørdag aften indkasserede OB et 0-1-nederlag på udebane til AaB. Fynboerne var gevaldigt på hælene i kampens første time, og ifølge OB-træner Troels Bech var den magre indsats i første halvleg hovedårsagen til, at det endte med nederlag.

- Jeg synes, der gik for lang tid, inden vi fik os sat godt nok igennem i duelspillet. Først da vi gjorde det lidt inde i anden halvleg, begyndte vi at få det tryk på AaB, vi gerne ville. Vi kom frem til lidt flere chancer, men ikke så mange som vores tryk burde muliggøre, siger Troels Bech.

I kampens slutfase rullede OB enkelte fine angreb ned mod AaB-målet, og enkelte af disse udmøntede sig da også i store målchancer til OB. Troels Bech mener da også, at hans mandskab burde have udnyttet en af chancerne til at få udlignet.

- Vi kunne godt have scoret. Vi kunne også godt have scoret flere mål. Primært i vores sidste halve time, der var rigtig god. Men det er som bekendt en time for lidt, og det vil vi gå hjem og arbejde på at forbedre, siger Troels Bech.

Nederlaget betyder, at OB forbliver på 18 point for 14 kampe. Det rækker til en femteplads i den ekstremt tætte Superliga. OB-træneren vil dog ikke bruge den øjeblikkelige placering til at gøre status over spillet på banen.

- Vi kigger hverken opad eller nedad - vi kigger fremad til næste kamp. Det er det eneste, vi kan påvirke. Vi kan jo ikke gætte på matematikken og logikken i Superligaen over de næste par uger, siger Troels Bech.

Næste kamp for Troels Bech og resten af OB-staben er på udebane mod oprykkerne FC Vestsjælland.

Oversigt

    Oversigt