OB-træner giver Jesper Christiansen en pause

OB-træner Troels Bech har valgt at se bort fra Jesper Christiansen, som mangler den sidste spændstighed.

Jesper Christiansen er ikke skadet. Men OB-keeperen er alligevel siet fra den endelige trup til fredagens superligakamp mod de forsvarende danske mestre fra FC Nordsjælland.

OB-træner Troels Bech forklarer udtagelsen af truppen til klubbens hjemmeside, hvor Jesper Christiansens situation også bliver ridset op.

- Vi har ingen karantæner, og vi har Christian Sørensen skadet. Dertil kommer, at Jesper Christiansen ikke er skadet.

- Men han er stadig hæmmet og sat lidt tilbage af den skade, han havde i foråret, og der synes jeg lige nu, at vi kan se, at der mangler den sidste spændstighed, siger Troels Bech.

- Det kan han ikke nå at træne op mellem kampene. Derfor har vi været nødt til at dosere hans træning rigtigt for at holde ham klar til kampene.

- Der vil vi nu se, om ikke vi kan hjælpe ham ud af de sidste begrænsninger, der må være fra hans lange periode med skaden i ryggen, og derfor er han ikke med i truppen, forklarer OB-træneren.

Jesper Christiansen har i efteråret haft enkelte svipsere i OB-målet, og han er stadig et stykke fra det niveau, han var på, da han var en fast del af landsholdstruppen for nogle få år siden.

OB har skuffet på det seneste, og Troels Bech forudser en svær opgave mod FCN, som han kalder "angribende mestre" i stedet for "forsvarende mestre".

- Det er, som vi så det så sent som mod Chelsea, et hold, som har lagt sig i spidsen i dansk fodbold i forhold til boldbesiddelse og evnen til at stresse modstanderen med bolden.

- Det må vi forvente, vi også bliver udsat for i perioder. Og det kræver lidt af vores tålmodighed, for vores periode lige nu er præget af en vis utålmodighed efter at vinde og efter at komme til at vise det, vi gerne vil, siger han.

Keeperen Mads Toppel forventes at stå på mål mod FCN.

Oversigt

    Oversigt