OB-træner: Pokalturneringen har sit eget liv

OB-træner Henrik Clausen mener, at torsdagens nederlag skal ses som en kombination af dårlige pasninger og en pokalturnering, hvor mindre hold tit slår større hold.

Storfavoritterne fra Fyn tabte torsdag aften pokalopgøret mod 1. divisonsklubben Fredericia med 0-1, men dagen derpå valgte træner Henrik Clausen at gå uden om skideballer til spillerne.

- Nederlaget taler sit tydelige sprog. Man kan jo bruge forskellige strategier. Denne her gang var det nok dialogen, og vi skal jo kigge fremad. Der er kamp lige om lidt.

Cheftræneren konstaterer, at spillerne har for mange pasningsfejl, men han har også en anden teori om grunden til nederlaget til et ellers på papiret overkommeligt hold.

- Der er pokalturneringen - den har sit eget liv. Mindre hold kan drille større hold, og det kunne Fredericias så også i går.

Der har været skrevet og talt om motivationen - eller mangel på samme - hos spillerne fra OB, men at det skulle være tilfældet, er cheftræneren uenig i.

- Der kan være mange ting i sådan en kamp. Jeg har set kampen i virkeligheden, og der er helt sikkert nogle ting, der ikke er gode nok. Jeg synes egentlig, at folk forsøger at løbe det, de skal.

Nederlaget i tredje runde betyder, at OB nu kan koncentrere sig om Superligaen, hvor holdet er 11 point efter topholdet FC København, samt Europa Leagues gruppespil.

Oversigt

    Oversigt