Odense Bulldogs stadig foran

Med en sejr fredag over Aalborg Pirates er Odense Bulldogs tæt på semifinalen i ishockey.

På søndag kan Odense Bulldogs spille sig i semifinalerne. Det står fast, efter at fynboerne fredag aften på hjemmebane vandt 3-2 over Aalborg Pirates, og dermed fører Odense-mandskabet med 3-1 i kampe.

Det er dog nordjyderne, som har fordel af hjemmebane på søndag. Andreas Sundin scorede to mål for Odense Bulldogs, som var foran 2-0 og 3-1 undervejs. Med lidt over to minutter tilbage fik Aalborg Pirates reduceret til 2-3, men altså forgæves.

Et overraskende exit i DM-kvartfinalen lurer for de forsvarende ishockeymestre fra Herning Blue Fox.

Fredag aften tabte Herning-holdet 1-2 ude til Rødovre Mighty Bulls efter ekstra periode, og dermed fører Rødovre-mandskabet kvartfinaleserien med 3-1 i kampe. Det var Rødovres tredje sejr i træk.

På søndag mødes holdene igen, og Herning Blue Fox skal altså vinde tre kampe i træk for at gå videre til semifinalerne.

Videre til semifinalerne er til gengæld Frederikshavn White Hawks efter holdets 1-0-sejr ude over Herlev Eagles. Også her skulle der ekstra periode til, før en vinder kunne findes. Frederikshavn-holdet vandt kvartfinaleserien med 4-0 i kampe.

I den fjerde kvartfinaleserie mellem EfB Ishockey og Sønderjyske står der 2-2 i kampe, efter at gæsterne fra Sønderjyske sent fredag aften vandt 4-1 ude over esbjergenserne.

Oversigt

    Oversigt