Oscarvinder filmatiserer fynsk krigshistorie

Fyn er i centrum når oscarvinderen Anders Walter debuterer med sin første danske spillefilm.

... og ACTION! 

Optagelserne er allerede i fuld gang på fyn. Det er en ny stor dansk film der er på vej, og både historie og lokationerne har Fyn i centrum. 

Filmen der har titlen "Befrielsen", er inspireret af virkelige begivenheder i 1945 og optages på og i områderne omkring Ryslinge Højskole på Fyn.

Historien har også Ryslinge Højskole som omdrejningspunkt. Filmen tager fat i det som FilmFyn kalder et af de mest kontroversielle og mest oversete kapitler i det 20. århundrede. 

Håndteringen af de tyske flygtninge, der kom til Danmark lige før og efter befrielsen af Danmark i foråret 1945. Som den fynske højskolen spillede en stor rolle i, da de bliver beordret at modtage 500 tyske flygtninge. 

Udover de naturlige hovedlocations på og omkring Ryslinge Højskole, kommer filmen også vidt omkring til Faaborg, Nordfyn, Nyborg, Assens og Odense.

- At en ægte fynsk historie med Befrielsen nu er på vej op på det store lærred, glæder mig utroligt meget. Fyn har så meget at byde på, når det kommer til locations, men der er også et væld af spændende historier med fynsk forankring, der fortjener at blive fortalt i film og serier, siger Klaus Hansen, direktør i FilmFyn i en pressemeddelelse.

Den fynske fortælling

Danmark har været besat i fem år. Forstanderfamilien på Ryslinge Højskole får vendt deres verden på hovedet, da de bliver beordret til at huse over 500 civile tyske flygtninge af den tyske værnemagt. Det sætter forstanderfamilien med Pilou Asbæk og Katrine Greis-Rosenthal under pres fra flere kanter. 

- Befrielsen er et gribende og nervepirrende 2. verdenskrig-drama om en nations sjæl under pres. En dramatisk og nuanceret skildring af medmenneskelighed og had, håb og moral - og en fortælling om det grufulde dilemma mange danskere blev sat i, netop som de troede krigen var slut og et nyt liv skulle til at begynde, skriver FilmFyn i en pressemeddelelse.

Anders Walter modtog en Oscar i 2014 for kortfilmen "Helium", og er nu efter flere års planlægning klar med sin første danske spillefilm.

Optagelserne på Fyn fortsætter frem til efter påske og filmen har forventet biografpremiere 23. september 2023.

Oversigt

    Oversigt