OUH kæmper med ventelisterne: - Jeg synes, jeg har et ansvar, siger sygeplejerske

Ventelisterne på OUH skal ned. Der er stadig lang vej på nogle områder, og det er lettere sagt end gjort.

Odense Universitetshospital sætter nu ind overfor de meget lange ventelister.

Flere steder er de nærmest eksploderet på kort tid. For eksempel bokser Ortopædisk afdeling med ventetider fra 70 uger til over to år.

Et af grebene for at få listerne under kontrol er Marianne Kring.

Hendes arbejdsplads er normalt Sygehus Lillebælt i Middelfart, men siden årsskiftet har hun været udlånt til OUH i Odense.

- Jeg synes, det er dejligt at komme herind, og de er meget imødekommende og glade for, at vi kommer, siger hun.

Hun er en af tre operationssygeplejersker, som er udlånt fra Sygehus Lillebælt, og der nu hjælper med at få bugt med puklen af ventende operationer på Ortopædkirurgisk Afdeling på OUH i Odense.

- Jeg synes jo, at jeg har et ansvar for, at tingene skal fungere, og at vi skal have ventelisterne ned, siger Marianne Kring.

Det kommer bag på cheflæge Lonnie Froberg, at patienter ikke aflyser, hvis de for eksempel er blevet opereret et andet sted.
Det kommer bag på cheflæge Lonnie Froberg, at patienter ikke aflyser, hvis de for eksempel er blevet opereret et andet sted.
Foto: Alex Syrik

Har stor betydning

Hendes og kollegernes indsats påskønnes bag hospitalsmurene på J. B. Winsløws Vej i Odense.

- Det betyder enormt meget. Det betyder jo for eksempel, at vi kan køre et ekstra operationsleje, siger cheflæge Lonnie Froberg.

Siden coronapandemien ramte Danmark for snart to år siden har 20 procent af afdelingens operationskapacitet været lukket ned. Nu skrues der igen op til 100 procent.

- Hvis man ser på for eksempel et kunstigt knæ, så kan man se, at fra at patienten er ved egen læge og bliver henvist herind, der går der 82 uger, inden man bliver set i vores ambulatorium, forklarer Lonnie Froberg om situationen.

Marianne Kring og hendes kolleger fra Sygehus Lillebælt er kun en del af det, der skal få operationskapaciteten op - og ikke mindst ventelisterne ned.

Flere patienter skal nemlig fremover opereres andre steder end OUH. Der arbejdes på at lave aftaler med sygehuse i de andre regioner, aftaler med speciallægepraksis og privathospitaler om at hjælpe med visse typer af patienter.

Og som noget nyt ringer OUH patienterne op og orienterer dem om, at de kan blive opereret hurtigere et andet sted.

- Det er der en hel del af patienterne, der siger ja til, fortæller Lonnie Froberg.

Faktisk siger over halvdelen ja til tilbuddet om at blive opereret et andet sted end på OUH.

- Så de bliver visiteret ud, og det giver jo plads herinde.

Ringer ikke

Samtidig viser de foreløbige opringninger, at hver fjerde ikke længere har brug for en operation. Enten fordi generne er væk eller fordi de allerede er behandlet i privat regi.

Det kommer bag på Lonnie Froberg.

- Det er jo, fordi vi tror jo, at patienterne ringer ind og fortæller os, hvis ikke de har et behov længere. Og det gør man ikke nødvendigvis.

Hver en sten vendes i øjeblikket på OUH i jagten på at nedbringe ventetiderne.
Hver en sten vendes i øjeblikket på OUH i jagten på at nedbringe ventetiderne.
Foto: Alex Syrik

Mens ventelisterne på det ortopædiske område på OUH er eksploderet, og fra 27 ugers ventetid på et kunstigt knæ i dag er oppe på 112 uger, så er der også afdelinger, hvor ventetiden er blevet nedbragt.

Således skulle man sidste år på OUH vente i 58 uger på en hjerteudredning. I dag er ventetiden 29 uger.

Og selvom det går den rigtige vej på Hjertemedicinsk afdeling, så skal der stadig barberes flere uger af ventetiden.

Her har afdelingen arbejdet med konkrete fokusområder, fortæller cheflæge Tina Svenstrup Poulsen.

- Vi har haft meget stor fokus på at gennemgå vores programmer dagligt for at se, om der er afbud og få sørget for at få indkaldt nye patienter, hvis der er afbud.

Samtidig er patientforløbene blevet kigget igennem i forhold til, om der var nogle kontroller, der kunne udelades eller laves om, så der er plads til flere patienter.

- Vi har arbejdet rigtig meget med hjælpe-kultur, så hvis der er et område, som havde fået ventelisterne i bunden, så kunne de hjælpe et andet område, hvor ventelisterne stadigvæk var høje, fortæller cheflæge Tina Svenstrup Poulsen.

På Odense Universitets Hospital er de også opmærksomme på coronaviruspandemien, der igen begynder at røre på sig i flere lande. Men endnu har man ikke set en egentlig bølge af nye smittetilfælde.

Oversigt

    Oversigt