67 procent af de fynske pædagoger oplever at være alene med mange børn. Det afslører en rundspørge gennemført af BUPL Fyn og TV 2/FYN. 750 fynske pædagoger har deltaget.
I undersøgelsen er "mange børn" defineret som mere end seks børn i vuggestuen, 10 i en børnehave og mere end 20 børn i en skolefritidsordning.
- Det er rigtig mange børn at være alene med. Vores normeringsanbefalinger ligger langt under det, siger Lars Søgaard Jensen, der er formand for BUPL Fyn.
Blandt de pædagoger som har oplevet at være alene med en stor børneflok svarer 53 procent, at det sker hver dag, mens 39 procent angiver at det sker mindst en gang om ugen.
- Det kommer desværre ikke bag på mig. Vi hører fra medlemmerne at det sker hver dag, siger pædagogformanden.
Under pres
Pædagog-faget er et fag under pres, og det er især når der er sygdom blandt personalet, at dagligdagen bliver sårbar, mener BUPL.
- Alle undersøgelser viser at det ikke er godt nok længere. Der er alt for meget pres på, og der er ikke slet ikke ro til at lave de pædagogiske tiltag som børnene har brug for, siger Lars Søgaard Jensen.
Besparelser gør ondt
I Odense Kommune gik den sidste sparerunde hårdt ud over daginstitutionerne. Det har de blandt andet mærket i Børnehaven Hunderup.
- Der er mange pædagoger, der vil børnene det godt. Men efter besparelserne er det meget svært for dem at gøre det de vil, siger næstformanden for bestyrelsen i Børnehaven Hunderup, Anne Øvrehus.
- Pædagogerne er glade for børnene og vil gerne tage sig godt af dem, men de har bare ikke tiden til det mere, lyder det fra Katrine Huss Rubin, der er mor til et barn i Børnehaven Hunderup.
Penge på vej
Regeringen har besluttet at tilføre dagpasningsområdet 500 millioner kroner. Men det vil ikke give ret meget mere tid til børnene i pasningstilbuddene.
- Pengene svarer jo blot til det der blev skåret i år, siger Lars Søgaard Jensen