Paller med juletræer hitter hos tyve

Tyve stjæler i højere grad store mængder juletræer på én gang. Markante prisstigninger på juletræer er formentligt årsagen til, at juletræerne bliver stjålet.

Juletræer har altid været interessante for folk med lange fingre, men nu er det som noget nyt store mængder, der bliver taget - det er sket flere steder på Fyn.
- Det, vi oplever, er, at det er hele paller, der bliver stjålet, siger direktør Kaj Østergaard fra Dansk Juletræsdyrkerforening til TV 2/FYN.

På en palle er der typisk 100 juletræer, der tilsammen vejer et ton - derfor kræver det formentligt en kran at flytte træerne.
- Vi tror, at de tyverier, der nu er på vej, er organiserede - om det så er fra østlande eller et andet sted, ved vi ikke. Men det kommer på et tidspunkt, hvor der er en kolossal stor mangel på juletræer i udlandet, siger Kaj Østergaard.

Prisen på juletræer er de senere år steget.
- Værdien af sådan en palle med juletræer kan hurtigt løbe op på 10.000-15.000 kroner, og den prisstigning har formentligt animeret folk til at stjæle juletræer, fortæller Kaj Østergaard.

Oversigt

    Oversigt