Pape kalder lokalformænds adfærd for voldsomt ufin i Weiss-sag

Lokalforeningers opstilling af fynske Pernille Weiss til Europaparlamentet vakte stor vrede hos De Konservatives top.

I en intern mail har De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, kaldt lokale vælgerforeningers formænds adfærd for "uhørt" og "voldsomt ufint".

Det skriver Berlingske.

- Dette parti har altid været sin egen værste fjende, da intern ævl og kævl altid er udstillet i medierne. Men det må så være det, I ønsker. Jeg er dybt chokeret over jeres opførsel, skrev Søren Pape Poulsen ifølge Berlingske i mailen.

Mailen til formændene i Silkeborg og Fanø blev sendt, efter de to lokalforeninger havde meldt ud, at de ville opstille Pernille Weiss til næste valg i Europaparlamentet.

Pernille Weiss var ellers blevet opfordret til at trække sig af Søren Pape Poulsen og De Konservatives partitop. Det skete efter, at Ekstra Bladet kunne berette om et hårdt arbejdsmiljø på Pernille Weiss kontor i Europaparlamentet, hvor flere medarbejdere var blevet sygemeldt.

Derfor betragtede Søren Pape Poulsen det som "den totale mistillid til partiets ledende organer", at de to vælgerforeninger havde opstillet Pernille Weiss alligevel.

I Silkeborg og på Fanø lød argumentationen, at sagen måtte indeholde flere nuancer, og at de ikke ville være med til at "henrette nogen uden rettergang," som gruppeformanden for De Konservative på Fanø sagde til Ritzau.

Efter Søren Pape Poulsens mail har formanden for De Konservatives vælgerforening i Silkeborg, Jørn Ravn, dog trukket indstillingen tilbage.

Silkeborg og Fanø havde indstillet Pernille Weiss sammen, og Berlingske skriver, at hun derfor ikke er opstillet længere.

Oversigt

    Oversigt