For første gang vil private få ansvaret for at opbygge og drive offentlige hospitaler i stor skala herhjemme.
Region Syddanmark og PensionDanmark vil lave et partnerskab, som sikrer finansieringen af foreløbig to hospitaler. Dermed bliver regionen den første, som laver et stor såkaldt OPP-projekt (offentligt-privat partnerskab) på sundhedsområdet.
Det skriver Berlingske lørdag. I Folketinget er der umiddelbart opbakning til ideen.
Berlingske skriver, at et privat konsortium skal finansiere to psykiatri-hospitaler, i Vejle og Odense, mod til gengæld at få en leje- og driftsaftale med regionen om at stå for blandt andet vedligehold, mad og rengøring i 25-30 år.
Det faglige personale på hospitalerne vil være ansat af det offentlige.
I første omgang har Region Syddanmark søgt Sundhedsministeriet om tilladelse til at opføre et hospital for psykiatriske patienter i Vejle til 400 millioner kroner. Senere vil regionen søge om tilladelse til at opføre et tilsvarende hospital i Odense.
- De næste mange år vil vi ikke have penge til at finansiere projektet på traditionel vis. Med et OPP-projekt får vi mulighed for at få et nyt sygehus i Vejle i løbet af tre-fire år, siger formand for regionsrådet, Carl Holst (V), til Berlingske.
PensionDanmark erklærer sig villig til at investere i projekterne. Og forslaget modtages også positivt i Folketinget.
- Det virker som en god ide, når regeringen nu ikke ønsker at sætte penge nok af til at bygge nyt, særlig inden for psykiatrien, siger sundhedsordfører for Socialdemokraterne Sophie Hæstorp Andersen til Berlingske.
Hun advarer dog om, at regionerne skal passe på med at binde kommende regionsråd i en lang årrække i dyre aftaler, som det kan være vanskeligt at komme ud af, skriver Berlingske.