En anmeldelse om et mistænkeligt opkald til en ældre kvinde i Odense får nu Fyns Politi til at advare mod mulig svindel, hvor svindlere udnytter folks frygt for coronavirus.
- Vi har få en anmeldelse om, at en ældre medborger i dag har fået et opkald fra noget, der kalder sig coronaopsporingsenheden, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen lørdag.
Opkaldet kom fra et hemmeligt nummer, og personen, der ringede op, forsøgte at lave en aftale om at komme forbi kvindens hjem for at foretage en coronatest.
Det er dog ikke sådan, at smitteopsporing foregår i Danmark.
Man skal selv bestille test
Personer, der bliver testet positiv for coronavirus bliver kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed, som tilbyder hjælp til at opspore nære kontakter.
Hvis den smittede person tager imod hjælpen, så kan nære kontakter blive ringet op af Coronaopsporing. Det er en afdeling under Styrelsen for Patientsikkerhed.
Coronaopsporing kan hjælpe med at rekvirere en test, hvis man ikke har symptomer, men man skal efterfølgende selv bestille tid til testen på coronaprover.dk.
Derefter kan man få foretaget en test på et af Testcenter Danmarks centre.
Har man symptomer, er det egen læge, der skal rekvirere testen.
Nære kontakter vil altså aldrig få tilbudt, at nogen kommer til deres adresse for at få foretaget en test, som det blev gjort i opkaldet til den ældre kvinde. Derudover er det Testcenter Danmark, der står for at foretage tests og ikke Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Hvis man er en autoritetstro ældre medborger, så vil man nok åbne døren. Det ville min mor nok også gøre. Det ville være rigtig, rigtig surt, at der kommer nogen ind, som har noget andet i tankerne end at tage en coronatest, siger Ehm Christensen.
Vagtchefen opfordrer til, at hvis man bliver kontaktet, skal man afvise at lave en aftale om, at personerne bag opkaldet kan komme til ens hjem.
En nær kontakt er en person, der:
Mistænker flere opkald
Fyns Politi har foreløbig kun modtaget den ene anmeldelse om den form for opkald. Alligevel har man valgt at advare.
- Det er første gang, at vi hører om det her, men jeg kunne godt forestille mig, at det her opkald er foretaget til rigtig mange borgere. Jeg vil bare advare imod, at man lukker folk ind i sit hjem, som ikke har en lovlig adgang, siger vagtchefen.
Man kan læse mere om smitteopsporing på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.