Politiet afslutter efterforskning efter dobbeltdrab

Efterforskningen i sagen fra Tusindårsskoven, hvor to blev dræbt i en maskingeværsalve er nu forbi. De mange sagsakter er på vej til Statsadvokaten, som skal beslutte om der skal rejses tiltale mod den sigtede 38-årige mand.

Fyns Politi har været i kontakt med 986 personer i sagen og der er udarbejdet over 1300 rapporter.

- Vi har lagt den sidste hånd på efterforkningen og har overdraget materialet til anklagemyndigheden, siger drabschef Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Når anklagemyndigheden har gennemgået det omfattende materiale bliver der sendt en indstilling til statsadvokaten, som skal vurdere om materialet skal sendes videre til retten.

Drabene skete i april i Tusindårsskoven. En måned efter blev den sigtede anholdt på åben gade i Odense og i juli fandt dykkere gerningsvåbenet i Langesø Sø.

Gerningsvåbenet blev i forbindelse med efterforskningen forbundet med den sigtedes bror, en 35-årig mand fra Odense.

Han er tiltalt for at være ejer af den maskinpistol som blev brugt til drabene på Heidi Nielsen og Bjarne Johansen den 13. april i Tusindårsskoven.
Den sag kommer for retten den 14. december.

Hvornår den egentlige sag mod den sigtede 38-årige kan komme for retten kan drabschefen endnu ikke sige præcist, men han regner med at det bliver til april eller maj til næste år.

Den 38-årige mand har stadig ikke udtalt sig i sagen.

Oversigt

    Oversigt