Professor Hans Jørn Kolmos er en travl herre i disse dage. Selvom han sidste år gik på pension fra en langt karriere som læge indenfor mikrobiologi og hygiejne, har han i den grad lagt pensionisttilværelsen på hylden.
Som han siger: "Man holder jo aldrig op med at være læge. Og man går ikke på pension fra sit lægeløfte. Så jeg føler en dyb forpligtelse til at være med til at rådgive på bedst mulige måde".
Den viden og erfaring, som Hans Jørn Kolmos har samlet gennem knap 50 år som læge, gør han i disse dage tilgængelig for fynboerne.
Via tv2fyn.dk kan nysgerrige fynboer stille deres spørgsmål om corona direkte til ham, og svarene kan læses her på hjemmesiden.
Tirsdag deltog Hans Jørn Kolmos i en Facetime-optagelse, hvor han besvarede en lang række af de seneste spørgsmål fra fynboerne.
Hele videoklippet kan ses herunder. Nedenunder klippet kan du læse flere spørgsmål og svar.
Hvordan smitter corona?
En del af dagens spørgsmål handler om, hvordan corona smitter. For eksempel har Jonna Sjøgaard i onsdags været sammen med en, som fik influenza fredag. Hun er ikke testet. Hun spørger, om hun skal isolere sig, og om hun kan gå ud i naturen imens?
- Du har muligvis været udsat for smitte og kan altså være syg. Du skal være opmærksom, når du færdes i det offentlige rum. Vær også opmærksom på ældre og svage, som skal beskyttes mod det her virus. Det er godt at gå ud i den friske luft, sollys dræber virus - bare hold afstand. Dråberne fra et nys falder typisk til jorden indenfor en arms afstand, så hold et par meters afstand for at være sikker.
Rie Pedersen vil gerne vide, om corona smitter før, under eller efter sygdommen?
- Det er et rigtigt godt spørgsmål, som er svært at svare præcist på. Vi ved dog med sikkerhed, at det smitter under sygdom. Spørgsmålet er, om det allerede smitter under inkubationsperioden, altså inden man får symptomer og bliver syg. Noget tyder på, at corona smitter tidligere end for eksempel SARS. Der skullle man være syg for at bringe smitten videre.
- Om det smitter efter, man er blevet rask, er også svært at sige. Normalt vil man sige, at når man er rask og ikke har symptomer mere, så smitter man ikke. Men med corona skal man nok bygge en lille sikkerhedsmargin ind, for vi ved det simpelthen ikke. Og der er eksempler på, at personer, som er raske, stadig testes positive. Lige nu ved vi ikke præcis, hvordan vi skal håndtere den viden. Måske er det testen, som er meget følsom. Men hvis man føler sig klinisk rask uden symptomer, så smitter man typisk ikke. Vær alligevel i denne situation ekstra opmærksom, hvis du er sammen med ældre eller svage - også selvom du er rask. Det vil være klogt.
- Den store forskel på det her virus og på SARS er, at den er meget mere smitsomt. SARS smittede først, når man var blevet syg. Til gengæld er dødeligheden langt lavere ved corona, og det er den gode nyhed.
- Derfor er det så vigtigt med Sundhedsstyrelsens fem hygiejneregler, som alle skal overholde uanset om de er smittede eller ej, syg eller ej: Håndhygiejne, afstandskrav, ingen kys og kram, nys i ærmet, tør berøringsflader af. Hvis man overholder de her generelle regler, bør man være på den sikre side - uanset om man er smittet eller ej.
Esther spørger, hvad hun skal gøre, hvis hun ikke har feber, men føler sig sløj og er i risikogruppen?
- Vær opmærksom på, om du får symptomer. Hvis det bliver værre, og du bliver utryg, så henvend dig til sundshedsvæsnet og bliv tilset af en læge.
De fem råd fra Sundhedsstyrelsen
Smitte og mundbind
Flere spørgsmål går på effekten af mundbind.
- Mundbind skal bruges på få og præcise områder, hvor man bruger de rigtige mundbind. De skal ikke bæres af raske, det har stort set ingen effekt.
- Vi bruger mundbind, hvis sundhedspersonalet skal tæt på en syg. Der bruger man masker med åndedrætsværn og indbyggede filtre. Et almindeligt, primitivt mundbind holder ikke ret meget tilbage.
Kan corona fryses væk og må vinduespudseren arbejde?
E.T. Jensen spørger, om man kan lægge mad og slik i fryseren for at sikre sig mod corona?
- Virus dør ikke i en fryser. Vi fryser faktisk virus for at opbevare det. Men det dør ved opvarmning. En vask omkring 60 grader bør fjerne virus i tøj.
Der er flere spørgsmål, der går på, hvorvidt man kan gå på arbejde. For eksempel er Thomas selvstændig vinduespudser og spørger, om han kan arbejde?
- Ja, du er udenfor, og kunderne er på den anden side af glasset, så det er fint. Er man derimod fodterapeut, frisør eller har andre jobs, hvor man har tæt kundekontakt, er det en anden sag. Så må man igen overholde de generelle, hygiejniske krav. Hvis man arbejder på en bar eller lignende med kontakt med mange mennesker, så giver det mening at blive hjemme.
Skilsmissebørn og bedsteforældre?
Mange skilsmissebørn rejser frem og tilbage mellem deres familier. Er det forsvarligt?
- I et snævert perspektivt er det bedst at begrænse antallet af rejser frem og tilbage. Men familier skal også fungere, og det her er ikke overstået på en uge eller en måned. Så jeg synes, at det er helt ok. Selvfølgelig kan familier dele deres børn, sådan som de har gjort hidtil. Men igen: Overhold hygiejnereglerne og vær meget opmærksom på kontakten til ældre og svækkede. Det er der, hvor man skal tænke sig om.
Jeanette Marshall spørger, om børn er en særlig udsat gruppe?
- Nej, tværtimod. Børn klarer corona rigtigt godt - næsten for godt, for man erkender ikke, at de er smittede, og så går de hen og smitter bedsteforældrene. Derfor vil vi helst ikke have mange børn smittede, for så smitter de bedstefar og bedstemor, og de kan måske ikke tåle det.
- Så tænk over: Selv om vi skal leve vores liv, så vær opmærksom på børn og deres bedsteforældre. Der skal man tænke sig om. Det gør vi også med almindelig influenza. Derfor er det ikke nødvendigvis en god idé, at bedsteforældre passer deres børnebørn. De kan ikke vide, om børnene er smittede. Det er en vigtig pointe, at nu hvor vi bliver hjemme fra arbejde, så har forældrene mulighed for selv at passe deres børn, fremfor at bede om hjælp fra bedsteforældrene.
Varighed af epidemien
Pia Pedersen spørger: Hvor længe vil epidemien vare?
- Det er svært at sige. Men ud fra erfaringerne fra Kina har vi en idé om det. Det klinger nok af i løbet af halvanden til to månders tid. Jeg tror, at epidemien herhjemme vil toppe i løbet af april. Men igen: Vi ved det ikke. Det afhænger i høj grad af, hvilke forholdsregler vi træffer. Og hvor gode vi er til at overholde dem ude i det offentlige rum. Det er faktisk mit hovedbudskab. Det er de helt enkle hygiejneregler, som kan bære os igennem.
Gå gerne tur, men hold afstand og hold varmen
Hans Jørn Kolmos er stor tilhænger af motion og frisk luft, men har følgende råd:
- Hvis man går tur sammen, så hold afstand. Sørg for ikke at fryse og hav varme fødder, for hvis man får kolde fødder, bliver slimhinden i næsen kold, og så fungerer immunsystemet i næseslimhinden ikke optimalt. Så gå efter de gode gamle råd med tykke sokker.
Vi står sammen
Hans Jørn Kolmos har et kernebudskab:
- Vi står sammen om at løse den her opgave. Vi har en indbygget solidaritet og sammenhængskraft i det her samfund, som gør, at vi sammen løser den her opgave og passer på de ældre og svækkede.
Det er i virkeligheden ikke så svært: Hvis vi efterlever hygiejnerådene, så er vi nået meget langt. Det drejer sig om at reducere og fortynde smitten, så vi ikke bliver overvældet af for mange syge mennesker på én gang i sundhedsvæsenet, for så kan vi ikke følge med. Hvis vi følger reglerne, skal vi nok komme igennem.