Hidtil har det været sådan, at hvis en patient vinder en sag om erstatning, så anker regionen ikke sagen.
Simpelthen for at tage hensyn til patienterne.
Men det er slut nu, for der skal spares i Region Syddanmark.
Konsekvensen er, at hvis en patient vinder en sag, så kan det være at sagen bliver anket.
Og målet er klart. Der skal spares 8,5 millioner kroner i udbetalingen til de fejlbehandlede patienter.
Rammer patienterne
Mange bække små for Region Syddanmark kan dog svare til en stor å for de patienter, der bliver ramt.
For det kan have stor betydning, om de ramte patienter får 20.000 eller 40.000 i erstatning.
Det er ikke om hvorvidt patienter har ret til erstatning, som Region Syddanmark vil klage over.
Det er méngraden, som patienterne bliver tildelt, de vil anke og det afgør, hvor meget patienten skal have i erstatning.
Hertil kommer at sagsbehandlingen kommer til at tage længere tid, formentlig flere år.
I 2013 søgte 2087 patienter om erstatning ved Region Syddanmark.
I 691 sager vandt patienterne og det betød i alt 176 mio kroner i erstatning, ifølge Patienterstatningen.