316 studerende er optaget på pædagoguddannelserne på Fyn.
Det er 23 procent færre end sidste år.
Og i en tid med mangel på pædagoger, er det lave optag ikke noget Jens Mejer Pedersen, rektor ved UCL, ser positivt på.
- Vi er ærgerlige over det lave optag. Der mangler pædagoger i Danmark, og det lave optag bliver et savn for velfærdssamfundet, siger han.
Tal fra Kommunernes Landsforening viser, at der i 2030 kommer til at mangle 3.000 pædagoger i Danmark.
Halvdelen sorteret fra
UCL har modtaget i alt 782 ansøgninger til deres fynske pædagoguddannelser. Det betyder, at de har sendt afslag til over halvdelen af ansøgerne.
Ifølge Jens Mejer Pedersen skyldes det, at mange ansøgere slet ikke opfylder de adgangskrav, de har.
For ham er det dog ikke en løsning at lempe adgangskravene, for at få flere studerende.
- Vores adgangskrav er fornuftige. De er lavet, så vi er sikre på, at de studerende, der starter, også kan gennemføre uddannelsen, siger Jens Mejer Pedersen og forsikrer om, at det lave optag ikke kommer til skabe hverken halvtomme lokaler eller et mindre godt studiemiljø.
Alternative metoder
Det lave optagelsestal på pædagoguddannelsen betyder, at UCL må kigge nye veje, for at få flere studerende.
- Vi har brug for at være mere i kontakt med de almene gymnasier. Vores uddannelser kan være gode bud for de elever, der går på gymnasiet, men de skal vide, at vi eksisterer, siger Jens Mejer Pedersen.
Derudover arbejder UCL også på at etablere et traineeforløb, der kan give ansatte pædagogmedhjælpere en uddannelse.
I år har UCL blandt andet haft succes med at lave en ny læreruddannelse, hvor optaget er steget med 11 procent siden sidste år.