Rift om OB-talent: - Vi synes, at OB er bedre med ham end uden

I vinterens transfervindue modtog OB et konkret tilbud på Jakob Breum fra en unavngiven dansk klub. Fynboerne takkede nej, og Breum fortsatte derfor i den stribede trøje.

I slutningen af sidste sæson var OB’s offensivspiller Jakob Breum på alles læber, da han bragede ind i Superligaen med flere gode præstationer på stribe.

Siden er det dog gået den gale vej for Breum, der er et af de talenter, som TV 2 Fyn følger tæt i den nye serie "En gang Odense - Altid Odense". I indeværende sæson har han således i flere kampe måttet se til fra bænken, når OB har duelleret i Superligaen. 

Udviklingen har fået flere til at spekulere i, hvorvidt en udlejning eller sågar et salg af Breum kunne være i overvejelserne hos OB-ledelsen personificeret ved fodbolddirektør, Björn Wesström. 

Bud fra dansk klub

Og i fjerde afsnit af serien afsløres det nu, at OB i hvert fald har haft muligheden for et salg af Jakob Breum. 

Her ser man således Björn Wesström have telefonsamtaler med en repræsentant fra en unavngiven dansk klub. En klub, der ifølge fodbolddirektøren har lagt et bud på Jakob Breum. 

- Vi havde den situation i vinterens transfervindue, at der var konkret interesse for Jakob Breum fra en anden dansk klub, siger Björn Wesström i serien. 

Det lykkes dog ikke klubberne at blive enige om en overgangssum, og derfor er Jakob Breum som bekendt fortsat at finde i Ådalen. 

- OB er bedre med ham end uden

Og overvejelserne bag afslaget på tilbuddet, skal ifølge Björn Wesström findes i ret så nøgterne vurderinger.

- Pointen er, at vi synes, hans værdi er høj. Vi synes, at OB er bedre med Breum end uden. Der stopper det for os. 

I alt står Jakob Breum noteret for 43 optrædener for OB i Superligaen - i dem har han scoret fire mål og lavet to oplæg til mål. I den forgangne sæson var Jakob Breum at finde i startopstillingen ti gange, mens han kun seks gange har været blandt træner Andreas Alms udvalgte i indeværende sæson.

Jakob Breum har taget plads på bænken under OB's kamp på hjemmebane mod Lyngby.
Jakob Breum har taget plads på bænken under OB's kamp på hjemmebane mod Lyngby.
Foto: Morten Albek

Startede i Næsby

Jakob Breum startede karrieren i Ubberud IF, inden han senere skiftede til Næsby Boldklub. Begge klubber er blandt de mere end 100 fynske fodboldklubber, der er en del af OB's klubsamarbejde "Øens hold".

Efter tiden i Næsby skiftede han til OB, hvor han blev en stor profil på flere af klubbens ungdomshold, inden han i slutningen af 2021 skrev under på en femårig fuldtidskontrakt med OB. En kontrakt, der altså kunne have indbragt OB en transfersum fra en anden dansk klub i det seneste transfervindue. 

Breum er tilsyneladende i spil til et salg. Fyens Stiftstidende mener, at han skal til lægetjek forud for salget allerede fredag.
Breum er tilsyneladende i spil til et salg. Fyens Stiftstidende mener, at han skal til lægetjek forud for salget allerede fredag.
Foto: Morten Albek

Mulighed i Næstved

OB indgik sidste år et strategisk samarbejde med 1. divisions-klubben Næstved Boldklub. 

Blandt meget andet er tanken, at spillere, der får begrænset Superliga-spilletid i OB, kan udlejes til Næstved, hvor konkurrencen alt andet lige er mindre hård. 

Og det er også muligt for Jakob Breum. Det slår Björn Wesström fast i serien "En gang Odense - Altid OB". 

Serien er produceret af TV 2 Fyn i samarbejde med Viaplay. Du kan se den på Viaplays tjenester og TV 2 Fyn Play.

Oversigt

    Oversigt