Rikke og Frank bor få kilometer fra ulykkessted: Kommer med en hård, men nødvendig appel

I kølvandet på weekendens fynske tragedie kommer forældre fra ulykkesstedets nabolag med en klar appel til unge trafikanter.

Cirka tre kilometer fra den omtalte dødsulykke i Tommerup bor Frank og Rikke Rodt. Deres to børn er jævnaldrende med de unge drenge, der på tragisk vis gik bort i weekenden – deres ene søn kendte ofrene, og datteren har selv for nylig fået kørekort.

Derfor var det en særlig svær samtale familien havde over middagsbordet lørdag aften, dagen efter ulykken fandt sted. 

For hvordan reagerer man som forældre, når en tragedie kommer så tæt på?

Trøst, opbakning og ultimatummer 

Der skal i hvert fald trøstes. Det er der ingen tvivl om for familien Rodt. De tog børnene med til ulykkesstedet med blomster og lys for at deltage i den kollektive sorg, havde flere snakke om det derhjemme og anbefalede særligt sønnen også at holde sig beskæftiget, så sorgen ikke får overflod.

Men når den omsorg så er ydet, så venter der en hård, men nødvendig appel.

- Kør nu forsigtigt. Lad jer ikke friste af fart, og slet ikke mens man er ung og måske ikke er så erfaren i en bil endnu. Altid hellere komme langsomt frem end slet ikke at komme frem. Og ring, hvis I pludselig har fået alkohol indenbords og har planer om at køre bil. Selv, hvis det er pinligt. Vi vil altid hellere hente jer og sørge for jeres sikkerhed, siger Frank Rodt til TV 2 Fyn.

Det står endnu ikke klart, hvad årsagen til ulykken var. Alligevel er forældrenes ønske om forsigtighed klart – og statistikker giver den bøn medhold.

Hver fjerde person i bilulykker på Fyn er ung

For i alle landets politikredse er de 17-24-årige overrepræsenterede i alvorlige bilulykker, viser tal fra Vejdirektoratet.

Alene på Fyn fylder den unge aldersgruppe 25 procent af personskader i person- og varebiler fra 2019 til 2023, viser tal fra Rådet for Sikker Trafik. Det svarer til, at hver fjerde person i en bilulykke er et ungt menneske.

Dog skal det tilføjes, at tallene er uafhængige af, hvem der har siddet bag rettet.

Netop de tal, taler ind i forældrenes budskab.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man får talt med børnene om deres adfærd i trafikken – også selvom det er hårdt, siger Rikke Rodt og understreger, at det kan lyde særligt hårdt, når det efterfulgt af en tragedie så tæt på livet.

- Nu har vores børn desværre selv set og mærket konsekvensen af, hvor galt det kan gå. Og jeg ved godt, at det er så nemt at tænke "jaja, det sker ikke for os," men det er altid lettere sagt end gjort.

Oversigt

    Oversigt