Røgfrie børn og unge: Foreslår en tobaksbevilling til butikkerne

Totalt forbud mod røg på skoler, væk med alle tobaksreklamer og særlige tobaksbevillinger til butikker. Sådan lyder nogle af forslagene fra fynsk socialdemokrat til, hvordan antallet af unge rygere kan mindskes.

Socialdemokraterne har masser af forslag til, hvordan regeringens mål om en røgfri generation kan realiseres inden år 2030, men det kniber med at få regeringen med på ideerne. 

Sådan lyder det fra socialdemokraternes familieordfører og næstformand i Folketingets sundheds- og ældreudvalg, Julie Skovsby.

- Vi vil gerne have tobakken under disken, så det ikke er synligt forbrugerne. Vi vil gerne have reklamerne væk fra cigaretpakkerne, og vi vil gerne have en tobaksbevilling, som kan fratages butikken, hvis den gentagne gange overtræder loven og sælger til børn og unge under 18 år, siger Julie Skovsby (S).

Imens stiger antallet af unge rygere. I Danmark ryger 16 procent af alle unge mellem 16 og 24 år. I Norge er det kun tre procent, i Island er tallet syv procent og i Sverige otte procent. 

- Desværre siger regeringen nej tak til vores forslag og ønsker ikke at indkalde til brede forhandlinger om en national handlingsplan for tobaksforebyggelse, siger Julie Skovsby (S).

Julie Skovsby (S) har flere forslag til at ændre, hvordan tobak handles i butikkerne.

Drøftelser i maj måned

Sundhedsministeren vil i starten af maj indlede en drøftelse af mulige initiativer på tobaksområdet med partiernes sundhedsordførere. Der er imidlertid ikke noget, som tyder på, at der er store lovgivningsmæssige tiltag på vej. Der er nemlig ikke politisk flertal for yderligere stramninger på tobaksområdet. 

Det ærger politikerne i rød blok, som gerne så, at der blev taget skrappere midler i brug for at nå målet. Regeringen tøver og foretrækker frivillige løsninger, hvilket bakkes op af Dansk Folkeparti.

- Vi vil ikke være med til forbud og sanktioner, men vi vil godt være med til at sætte midler af til oplysning og undervisning af de unge, siger Liselott Blixt (DF), der er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Liselott Blixt (DF) mener, at vi skal lære af, hvad Norge har gjort på skoleområdet.

Rygeforbud på alle skoler

Imens ryger de unge videre - især på produktionsskoler og erhvervsskoler, som ikke er omfattet af det rygeforbud, der gælder for folkeskoler og gymnasier.

- Jeg støtter et forbud på alle vores ungdomsuddannelser. På gymnasierne, hvor der er et rygeforbud, er der langt færre rygere end på erhvervsuddannelserne. Og så skal cigaretterne koste noget mere, end de gør i dag. I Danmark har vi meget billige cigaretter, i forhold til hvad det koster at købe mælk og andre dagligvarer, siger Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix. 

Stine Brix(Ø) mener, at politikerne skal arbejde mod, at færre børn og unge begynder at ryge.

Men heller ikke det forslag møder opbakning fra regeringens støtteparti.

- Vi vil ikke være med til at sætte prisen op ud over den almindelige stigningstakt, og vi ønsker ikke flere forbud. Heller ikke på erhvervsskolerne, som i højere grad end gymnasierne kan have elever med særlige udfordringer. Derfor er det bedste, at skolerne selv finder ud af det. Det skal vi ikke blande os i, siger Liselott Blixt.

Forstander på Østfyns Produktionsskole Karsten Holm Jens vil ikke ekskludere eleverne med et rygeforbud.

På TV 2/Fyn Nyhedskanalen klokken 18.30 er der debat om emnet med Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann og formanden for Danske Patienter Camilla Hersom. 

Oversigt

    Oversigt