Rygterne svirrer omkring ny OB-træner

Det er bare tre dage siden Henrik Clausen fik sparket som OB træner, men jungletrummerne buldrer allerede heftigt. Adskillige kandidater er allerede i spil. Vi har forsøgt at samle op på de navne, der har været nævnt indtil videre.

Henrik Pedersen, global udviklingschef, Red Bull Salzburg

Ifølge tipsbladet.dks oplysninger er Henrik Pedersen kandidat til jobbet som cheftræner i OB, og den 34-årige dansker skulle allerede have været i spil, da Henrik Clausen blev ansat. Han føler selv, han er klar til at blive cheftræner i Superligaen.

- Skal jeg hjem, skal det være for noget rigtig spændende, og OB er en stor klub, der står overfor nogle rigtig spændende udfordringer. Mit mål er at blive cheftræner, og det føler jeg mig også klar til. Skulle der dukke noget interessant op, vil jeg gerne til Danmark, og jeg føler bestemt, jeg er klar til at tage et trænerjob i Superligaen, siger han til tipsbladet.dk.

Nicolai Wael, cheftræner, Vejle Boldklub Kolding

Som aktiv spillede Nicolai Wael flere sæsoner i OBs angreb. Bold.dk erfarer, at her er et emne til cheftrænerposten i OB, men han afviser selv, at have hørt fra klubben.

- Jeg er da smigret over at blive sat i forbindelse med et cheftrænerjob i en klub af OBs størrelse. Men jeg har ikke været i kontakt med OB. Jeg sikker på, at hvis der interesse, så snakker klubberne sammen først, siger Nicolai Wael til bold.dk.

Ron Jans, cheftræner, SC Heerenveen
Politiken.dk mener at vide, at den hollandske succestræner er interesseret i et OB-job.

- Hvis OB skulle ringe og høre, om jeg er interesseret, og måske give mig et tilbud, vil jeg tænke over det og overveje det nøje. Jeg er fri til at gå, hvorhen jeg vil i næste sæson, og jeg er bestemt klar til at være træner i en udenlandsk klub, siger Ron Jans til politiken.dk.

Foruden de tre har sporten.dk følgende seks kandidater til cheftrænerposten.

  • Keld Bordinggaard, tidligere U21-landstræner.
  • Michael Hansen, cheftræner, Skive IK.
  • John Faxe Jensen, tidligere cheftræner i Randers FC og Herfølge. og assistent i blandt andet Blackburn Rovers.
  • Michael Hemmingsen, cheftræner, Randers FC.
  • Thomas Helveg, assistenttræner, OB.
  • Thomas Thomasberg, cheftræner, FC Fredericia.

Om det bliver en af de ni - eller en hel anden er det kun Poul Hansen og den øvrige OB-ledelse der ved. Foreløbigt er Hansen selv cheftræner indtil sommerpausen.

Hvem synes du, skal være OBs nye træner - deltag i afstemningen på vores facebook-site.

Oversigt

    Oversigt