Så skifter vejret endelig: Sol og varme på vej mod Fyn

Selv om onsdagen er startet skyet og kølig, er varmen på vej mod Fyn, og det kan smage lidt af en sommerdag allerede i eftermiddag. 

Efter et par kølige augustdage skifter vejret endnu en gang, og denne gang skulle sommeren for alvor være på vej.

Onsdag bliver en overgangsdag med lidt forskelligt vejr, men sommervarmen fra syd begynder at kunne mærkes i det fynske.

 - Lidt en blandet landhandel. Det er en overgangsdag, hvor varmen er på vej. En frontzone snitter mod nord. Det kan ikke udelukkes, at der kommer et enkelt regndryp eller to. Jeg tror nu, det for det meste holder tørt, og så bryder solen langsomt igennem her fra en sydlig retning, siger Thomas Mørk fra TV 2 Vejret.

Se vejrudsigten fra TV 2 Vejret. 
Fotograf: TV 2 Vejret

- Det betyder, at når luften får bevæget sig op over det fynske til Nyborg- og Kerteminde-kanten, kan den såmænd godt nå 24 grader. Så det kommer næsten til at smage af en sommerdag i løbet af eftermiddagen, fortsætter meterologen.

Sådan fordeler varmen sig onsdag eftermiddag. 
Sådan fordeler varmen sig onsdag eftermiddag. 
Foto: TV 2 VEJRET

Varmebølge på vej

Det er dog for alvor først torsdag og de kommende dage, der bliver regulære sommerdag, hvor en varmebølge kan komme på tale. 

- Der sker virkelig noget med vejret, for torsdag, fredag og lørdag ligner temperaturer på 27-28 grader, når det er varmest - nok på Nordfyn. Det bliver med ganske svage vinde, så behageligt - måske næsten for varmt - sommervejr, siger Thomas Mørk.  

- Og så ser det ud til, at det måske lige kunne blive en tand køligere, når vi kommer frem til søndag. Men det er stadig sommertemperaturer stort set alle dage, fastslår han. 

Ifølge de foreløbige prognoser fortsætter det varme sommervejr også i næste uge.

Oversigt

    Oversigt