Sådan undgår du stormskader

10 gode råd til, hvordan du bedst undgår stormskader.

Videnscenteret Bolius opfordrer boligejere til at tjekke om tagsten og -plader sidder ordentligt fast og fjerne store grene tæt på huset inden stormen for alvor raser.

- Du kan undgå skader på dit hus ved at se huset efter før stormen. Tjek at der ikke er sternbrædder, skodder og andre dele af huset, der ser ud til at kunne blive revet løs i stormen. Kig på taget og se, om alle sten eller plader ligge på linje. Er det ikke tilfældet, er de "skæve" plader eller sten sikkert gået løs og skal skiftes eller gøres fast.

- Gennemgå træer nær boligen og fjern grene, der kan gøre skade, hvis de knækker. Fæld eventuelt enkelte træer, hvis de står ret op ad huset. Navnlig, hvis der er råddenskab at spore i stammen. Du kan ved udsigt til storm flytte bilen, så den står langt fra større træer.

- Gå en runde om huset inden stormen og sørg for at haveredskaber, havemøbler og andre løs ting er sat ind i skuret eller et andet sikkert sted.

- Luk samtlige døre og vinduer helt til - også i skuret. Dels kan stormen let få åbne vinduer til at smække voldsomt og måske gå i stykker, dels kan de "fange" vinden og forårsage skader. I en garage risikerer du f.eks., at der opstår et voldsomt vindpres nedefra, som et almindeligt plasttrapeztag i værste fald ikke holder til.

- Kontroller, at alle nedløbsrør sidder ordentlig fast. Fjern blade og skidt fra tagrender og nedløbsbrønde, så den eventuelle ekstra nedbør kan komme væk fra huset.

- Hav en presenning og et par spande klar, så du kan dække af og mindske skaden inde i loftrummet, hvis stormen skulle rive hul i taget. Husk at fjerne indbo, hvis der kommer regn ind.

- Begræns skaderne i det omfang, du kan komme til det - men lad endelig være med at kravle op på taget, mens stormen raser!

- Du kan trygt tilkalde fagfolk til nødtørftigt at udbedre stormskader på f.eks. naboens hus (f.eks. tildække ituslåede vinduer), hvis du ved, at der ikke er nogen hjemme; denne udgift vil du aldrig skulle afholde selv.

- Kassér ikke beskadiget indbo, før du har talt med forsikringsselskabet.

- Det er en god idé at se huset og haven efter, når stormen er ovre, så du kan se, om der er sket skader på hus og grund.

Læs flere tips på Bolius.dk

Oversigt

    Oversigt