Sag om død tyv fortsætter

Fyns Politi fortsætter efterforskningen af sagen om en tyv, som blev fundet død natten til mandag. Han døde af indre blødning og kvæstelser.

I første omgang forklarede politiet ellers den 23-åriges død med skader efter et fald.

Men Ekstra Bladet har talt med personer tæt på den afdøde, som siger at han døde af syv brækkede ribben, en punkteret lunge og kraftige indre blødninger.

Chefen for Fyns Politi i Middelfart, Kim Strømvig, bekræfter overfor Ekstra Bladet, at dødsårsagen var kvæstelser og indre blødning, men han går ikke i detaljer med obduktionen.

Han vil heller ikke af- eller bekræfte, at politiet skal have undersøgt en af bilerne hos det firma, hvor den 23-årige havde forsøgt indbrud eller at et overvågningskamera skulle vise, at en bil forfulgte den døde.

Kim Strømvig vil kun sige, at politiet efterforsker bredt og at det indebærer flere tekniske undersøgelser.

Den 23-årige og en anden mand forøgte natten til mandag indbrud på virksomheden Green Light på Stensgårdvej i Middelfart.

Indehaveren opdagede imidlertid de to tyve på virksomhedens videoovervågning og slog alarm.

Indehaveren kørte selv til stedet, hvorefter tyvene flygtede i hver sin retning.

Den ene slap væk, mens politiets hundepatruljer efterfølgende fandt den anden livløs ved en nærliggende virksomhed.

Der blev straks forsøgt livreddende førstehjælp, og en lægeambulance blev tilkaldt.

Indbrudstyven blev dog kort tid efter erklæret død.

Oversigt

    Oversigt