Sankthansvejret bliver en gyser

Når heksen traditionen tro skal sendes til Bloksbjerg sankthansaften, bliver det under kølige luftlag.

Samtidig kan det også blive svært at få fut i bålet flere steder i landet, da mindre regnbyger truer med at gøre indtog mandag eftermiddag og aften.

- Det bliver lidt en gyser, fordi det er vanskeligt at forudsige vejret for hele landet. Men fælles er, at det bliver en kølig aften, siger Frank Nielsen, vagthavende hos DMI.

Først på aftenen ligger temperaturen omkring 15 grader, men vil efterfølgende falde ned imod otte grader. Prognoserne peger på, at der i løbet af dagen vil trække skyer ind over den sydvestlige del af Danmark.

De kan give regn fra tidligt på aftenen og frem til et par timer før midnat. Også Djursland, Nordøstsjælland og Bornholm kan blive ramt af byger.

- Der kan komme nogle byger i løbet af eftermiddagen i de områder, som også kan drille først på aftenen.

- Dem, der er mest sikre på godt sankthansvejr, er Midt- og Vestjylland samt det meste af Østjylland. Det bliver formentlig også okay på Nordfyn og i den vestlige del af Sjælland, siger Frank Nielsen.

Mens temperaturen mandag aften indbyder til en varm sweater, ser det til gengæld ud til, at vinden løjer af i løbet af dagen og skaber fine flyveforhold for dem på kost. Tirsdag bliver grå og regnfuld, men onsdag vender vejret til det mere sommerlige.

- Der kan komme lokale byger, men der er mindre vind og mere sol, og temperaturen stiger, fortæller Frank Nielsen.

De nuværende prognoser tyder dog ikke på, at den tendens holder ved. Regnbyger og muligvis torden ser ud til at præge weekenden.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt