SDU med på international rangliste

Nyt ranglistesystem giver unge mulighed for at sammenligne verdens universiteter efter behov og interesser.

Er du interesseret i fysik, en kandidatgrad eller at dit universitet har et stærkt internationalt fokus. I et nyt globalt ranglistesystem, der er lanceret tirsdag, kan brugere selv rangere og sammenligne verdens universiteter efter deres egne personlige behov og interesser.

"U-Multirank" hedder systemet. Idéen er at undgå, at universitets-ranglister bliver forenklet og har misvisende sammenligninger. Flere danske universiteter - blandt andet Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet - er at finde i basen.

Projektet er et samarbejde mellem flere europæiske universiteter, fonde, virksomheder og organisationer med økonomisk støtte fra EU. Projektet blev sat i gang tilbage i 2008, hvor medlemslande foreslog en ny tilgang til universitets-ranglister.

Det nye system indeholder mere end 850 højere uddannelsesinstitutioner fra hele verden. Derudover har det fået feedback fra 60.000 studerende fra samme institutioner.

U-Multirank vurderer universiteterne ud fra fem nøgleområder: Research præstation, kvaliteten af undervisning og læring, international orientering, succes med vidensudveksling og regional involvering.

Derudover bliver universiteterne vurderet inden for 30 forskellige områder, og de bliver bedømt på en skala fra "A" til "E" - "A" er "meget god", mens "E" er "svag".

95 procent af uddannelsesinstitutionerne i basen får som minimum et "A" på ét område. Til gengæld er det kun 12 procent af universiteterne, der får topscoren på 10 områder.

Af de 850 universiteter, der er tilgængelige i basen, er 65 procent fra Europa, 17 procent fra Nordamerika, 14 procent fra Asien og syv procent fra Oceanien, Latinamerika og Afrika.

Ranglistesystemet er finansieret med to millioner euro for årene 2013-2015. Og der er mulighed for yderligere to års finansiering. Men på lang sigt er målet, at en selvstændig organisation skal styre ranglisten.

Oversigt

    Oversigt