Tallene for coronasmitte i Odense-bydelen Vollsmose har længe været markant højere end på resten af Fyn og størstedelen af landet. Derfor afholdt TV 2 Fyn onsdag en høring med særligt fokus på situationen i Vollsmose.
Høringen i Odense rådhushal blev sendt direkte på TV 2 Fyn onsdag aften, hvor spørgsmål om smittehåndteringen i Vollsmose blev stillet til række politikere, Vollsmose-borgere og eksperter.
Bblandt deltagerne var Odense Kommunes borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og Morten Sodemann, overlæge, professor og leder af Indvandrermedicinsk Klinik i Odense.
Ifølge Morten Sodemann er den nuværende strategi, hvor Styrelsen for Patiensikkerhed samt lokale "coronaambassadører" hjælper med at få flere beboere testet, vejen frem.
- Man skal jo blive ved med, det man gør nu. Dør til dør og sørge for, det er nemt at blive testet. Man er bare kommet for sent i gang, men man skal fortsætte med det, man er i gang med nu, mener Morten Sodemann.