Se listen: Her er jeres værste Tinderbox-oplevelser
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
"Hvad var det værste ved årets Tinderbox?" Det har TV 2 Fyn spurgt jer om, og her er jeres svar.
For syvende gang er Tinderbox løbet af stablen i Tusindårsskoven. 50.000 gæster har forladt pladsen og de værste tømmermænd er overstået.
Festivalen har mødt kritik for mængden af aflysninger, den har været ramt af. Blandt andet Jada, Cat Burns og en af hovednavnene, Black Eyed Peas, har været nødt til at melde afbud.
TV 2 Fyn har spurgt jer, hvad det bedste og værste ved årets Tinderbox var.
Her er en top-5 over de værste ting.
Jeres værste oplevelser
Musikprogrammet
Flest af jer udpeger musikprogrammet som det værste ved årets Tinderbox. Mange nævner for få udenlandske kunstnere og de mange aflysninger, festivalen har været ramt af.
Jens Dræby, der er musikanmelder hos Gaffa, siger også til TV 2 Fyn, at det var et problem at erstatte Black Eyed Peas med The Minds of 99, fordi festivalen mister noget af sin 'enestående-hed' ved at bruge et erstatningsband, som man kan se på andre steder.
Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Priser på mad og drikkevarer
Den ting, som næstflest har peget på, er priserne på mad og drikkevarer.
I år kostede en almindelig fadøl på 0,4 liter 51 kroner, og det er også dyrere end sidste år. På grund af inflationen og stigende fødevarepriser er prisen nemlig steget med tre kroner sammenlignet med 2022. Det fortæller en af direktørerne på festivalen, Peter Skoven, til Se&Hør.
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Toiletforholdene
Toiletforholdene er også en af de ting, flest af jer nævner som det værste ved festivalen. Det handler både om mængden af toiletter, køerne og mangel på rengøring.
Spredt over pladsen i Tusindårsskoven var der 12 toiletområder.
Mængden af mennesker
Mange af jer peger på, at der var for mange mennesker på pladsen. I nævner, hvordan det skabte køer og gjorde det svært at bevæge sig rundt på pladsen. Festivalen slog da også publikumsrekord i år med omkring 50.000 gæster. I 2022 var der 48.000.
Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Støv
Tinderbox var på grund af tørken og de mange travende, hoppende og dansende gæster plaget af støv i luften. Festivalen oplyste, at de hver nat vandede jorden, men den bagende sol modarbejdede indsatsen.
Foto: Tua Holmboe
Tinderbox var dog mere end støv, mange mennesker og dyre øl. TV 2 Fyn har også samlet jeres bedste oplevelser ved festivalen.