Sen rapport om had-forbrydelser

Efter lang tids venten er rapport om ekstremisme endelig klar. I 2013 faldt antallet af anmeldelser kraftigt. Et tilfælde fra Nyborg bruges som eksempel.

Chikane, trusler, vold og hærværk på grund af for eksempel hudfarve og religion faldt i 2013 i forhold til de foregående år.

Det fortæller Politiets Efterretningstjeneste i en ny rapport.

I 2013 blev der til politiet anmeldt 245 forhold, som formentlig skyldes ekstremisme, og det er et fald på 20 procent, når man sammenligner med 2009.

Også i forhold til 2010, 2011 og 2012 er tallet for 2013 forholdsvis lavt.

I undersøgelsen har PET sorteret en række begivenheder fra, fordi det nok nærmere drejer sig om nabostridigheder eller drengestreger.

For eksempel er en række tilfælde med graffiti på skoler, hvor der er malet hagekors eller skrevet perker eller bøsse, blevet luget ud.

De fleste tilfælde af vold er begået af etniske danskere mod personer af anden etnisk herkomst end dansk, oplyser PET.

Når det gælder racistiske trusler, drejer de fleste sager sig om tilfælde, hvor personer af anden etnisk herkomst end dansk er ofre for udsagn fra andre, der heller ikke er etniske danskere.

En særlig kategori kaldes for tvivlsomme.

Her optræder således en episode, der udspillede sig i et fitnesscenter i København.

En mand af anden etnisk oprindelse end dansk kom i diskussion med en kvinde, der havde kaldt ham "dumme perker."

Han kastede vand på hende, hvorefter hun slog ham i hovedet med en 10 kilo tung håndvægt, fremgår det af anmeldelsen.

På gågaden i Nyborg var der chikane mod en kvinde med anden herkomst end dansk. En dansk mand havde spyttet mod hende og sagt "perker, tag dit tørklæde af og rejs hjem."

Der er også eksempler på propaganda.

På Facebook opildnede en person til kamp mod muslimer og efterlyste en gruppe, der ville føre krig.

Blandt de religiøst motiverede forbrydelser nævnes sagen om en jødisk kvinde, der blev chikaneret af arabere. Hun blev i breve svinet til, ligesom der blev kastet sten mod hendes hjem.

Rapporten inddeler hændelserne efter motiv - racistisk, religiøst, politisk, seksuelt eller tvivlsomt ekstremistisk.

Hvordan det står det med det aktuelle billede af hadforbrydelser, er det ikke nemt at finde ud af.

PET oplyste for nylig til Politiken, at rapporten om forhold begået i 2014 først ventes i 2016.

Forsinkelsen ærgrer flere politikere på Christiansborg.

Under alle omstændigheder er rapporterne fra PET ikke hele sandheden.

En række hadforbrydelser anmeldes ikke til politiet.

Oversigt

    Oversigt