- Jeg synes, min egen seksualundervisning har været meget mangelfuld, så jeg kunne godt tænke mig, at den blev totalt revolutioneret, siger 18-årige Thilde Storm fra Odense.
Vi har spurgt 1.200 unge på Fyn i en rundspørge sendt ud til ungdomsuddannelserne om deres oplevelser med seksualundervisningen, de har fået indtil nu. Mere end hver anden føler ikke, at de har fået fyldestgørende undervisning i det. Mange har savnet undervisning i samtykke og grænser, men også kønsidentitet og seksuel nydelse.
- Jeg synes, det er en klar indikator på, at vi skal have gjort noget ved undervisningen, siger Thilde Storm.
Undervisningen skal være bedre
Hun er ikke alene. For netop i denne uge, hvor seksualundervisningen for unge er på dagsordenen grundet den årlige ’Uge sex’-kampagne, som Sex & Samfund står bag, er det blevet noget, politikerne på Christiansborg også taler om.
Det er dem, der sætter rammerne for undervisningen i folkeskolerne, og blandt flere er budskabet enkelt.
- Vi skal se på, hvordan seksualundervisningen kan blive bedre, siger Jens Henrik Thulesen Dahl, der er valgt for Dansk Folkeparti på Fyn.
- Det er en overvejelse værd, at der skal være et fast timetal til seksualundervisning. Problemet er bare, at der er rigtig mange ting, der kommer om timerne i folkeskolen.
- Det vigtigste er, at vi får set på indholdet i undervisningen, og at vi får kvalificerede lærere til undervisningen.
Der skal nye emner til
Og Dansk Folkeparti er ikke alene. Enhedslisten stempler, men mener dog godt, at man kan stramme skruen yderligere.
- Der skal et fast timetal til seksualundervisningen fremover, og så er det tydeligt, at undervisningen ikke er opdateret. Der skal nye emner ind. Blandt andet samtykkeloven og en snak om grænser, siger Victoria Velasquez.
Hun mener, at man skal give undervisningen på læreruddannelsen et løft, så lærerne er bedre klædt på til undervisningen i folkeskolen. Hun vil dog ikke gøre seksualundervisningen obligatorisk på læreruddannelsen.
Thilde Storm fra Odense er enig i, at faste timer og nye emner er nødvendigt. Hun ser også gerne, at lærerne er bedre klædt på til opgaven, men faktisk håber hun også, at eleverne kan få lov til at spejle sig i ligesindede i undervisningen.
- Men viden er heller ikke alt. Undervisningen skal også være relaterbar og noget, man kan spejle sig i. Så hvis man kunne få et ungepanel ude på skolerne ville det være givende, siger Thilde Storm.