SF vil forbyde beskeder fra det offentlige i ferier og weekend

Man skal ikke have besked om kontanthjælpssamtale eller modtage en bøde på eksempelvis juleaften, mener SF.

I sidste uge fortalte TV 2 Fyn flere historier om personer med psykiske lidelser, der lider under at få post fra det offentlige uden for almindelig arbejdstid.

En af dem er Jonas Schmidt, som har flere diagnoser, og for ham kan det være svært at få post fra det offentlige i weekenden. Derfor vil han have ændret lovgivningen og har oprettet et borgerforslag, der skal sikre, at sårbare personer ikke kontaktes i weekender og på helligdage, hvor deres kontaktpersoner ikke kan stå til rådighed. 

Nu kommer der landsdækkende politisk fokus på emnet.

For står det til SF, skal der indføres et forbud mod, at det offentlige sender mails til borgere uden for arbejdstiden - om aftenen, i weekender og i ferier.

Partiet vil nu stille et beslutningsforslag om sagen.

quote Vi kan se, at mange føler, at mails og arbejde fylder meget og forstyrrer og stresser. Derfor skal det offentlige gå forrest

Jacob Mark, gruppeformand, SF

Gruppeformand Jacob Mark mener, at det er et spørgsmål om at respektere privat- og familieliv.

- Vi mener i virkeligheden, at alle danskere skal have et afbræk fra det virtuelle og have muligheden for at koble af i en tid, hvor der bliver brugt rigtig meget tid på for eksempel computere.

- Vi kan se, at mange føler, at mails og arbejde fylder meget og forstyrrer og stresser. Derfor skal det offentlige gå forrest, siger han.

Kan være undtagelser

Gruppeformanden erkender, at der kan være situationer, hvor det offentlige er nødt til at komme i kontakt med en borger. I denne periode modtager mange eksempelvis en indkaldelse til coronavaccination over deres e-boks.

Gruppeformanden i SF, Jacob Mark, vil have et forbud mod, at det offentlige sender mails til borgere uden for arbejdstiden
Gruppeformanden i SF, Jacob Mark, vil have et forbud mod, at det offentlige sender mails til borgere uden for arbejdstiden
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Men som udgangspunkt skal det altså ikke ske.

- Det er klart, at der vil være undtagelser, hvor det offentlige er nødt til at komme i kontakt med en borger. Men vi mener, at man skal gå langt for at respektere privatlivet og familielivet, siger Jacob Mark.

Selv er han blevet gjort opmærksom på problemstillingen igennem en episode, hvor en borger juleaftensnat fik en indkaldelse til et møde på kommunen til en samtale om kontanthjælp.

Jacob Mark mener, at langt de fleste beskeder kan vente med at blive sendt ud, til arbejdstiden begynder på en hverdag.

- Det er jo ikke de få timer, man vil skulle vente på at sende ud fra morgenstunden, der forsinker en proces særlig meget. Problemet i dag er, at mennesker, der knokler hele dagen og er ganske meget på computeren, ikke får tid til at koble af.

- Så ligger der en mail om, at nu bliver man trukket i kontanthjælp, eller nu får man en bøde. Det skal vi omorganisere, siger Jacob Mark.

Vil ændre praksis i Odense

Det skal de sårbare borgere ikke leve med, mener samtlige medlemmer af Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Kommune, der nu vil sætte en stopper for breve til psykisk syge på tidspunkter, hvor deres kontaktpersoner ikke står til rådighed.

- Et enigt udvalg har bakket op om, at vi skal sikre, at psykisk syge ikke får elektronisk post op til weekender og helligdage, siger Reza Javid, der er medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget for Enhedslisten i Odense Kommune.

Derfor har udvalget bedt forvaltningen komme med et forslag til, hvordan brevene fremover bliver sendt på tidspunkter, hvor de psykisk sårbare kan få hjælp til at forklare eller uddybe brevet. 

Oversigt

    Oversigt