Jeg håber ikke, at jeg oplever det
Antallet af trafikdræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken skal halveres inden 2030.
Det er målsætningen i en ny handlingsplan, som blandt andre fire fynske vognmandsforretninger går aktivt ind i.
- Hvis det kan redde et menneskeliv fra at komme ind under højre forhjul, så er det godt givet ud, siger lastbilschauffør Per Jensen om at skulle køre rundt i en lastbil med et kæmpe stort pink banner hen ad siden.
"Hvad sker der med folk?"
Per Jensen har været forskånet for, at være involveret i højresvingsulykker. Men det har været tæt på at gå galt.
Fakta
- Der har været episoder, hvor der er kommet en, hvor jeg lige var begyndt at sætte i gang, og så er personen lige smuttet inden om, siger Per Jensen.
Hvad er det for en følelse, det giver, når man tænker "hov, det her kunnet været gået galt"?
- Man siger en hel masse hurtigt lige efter hinanden, og så kan man godt komme op i det røde felt og tænke "hvad sker der med folk, når de laver det nummer?".
- Jeg håber ikke, at jeg oplever det, fordi jeg ved ikke, hvordan jeg psykisk ville kunne komme over det, siger Per Jensen og tilføjer:
- Man er nødt til at være påpasselig, når man kører sådan et stort skrummel i trafikken.
Lastbiler klædt i pink
Fire fynske vognmænd tager del i brancheorganisationen ITD's egen kampagne for, at nedbringe antallet af dræbte.
ITD har fokus på højresvingsulykker, og frem til maj vil der køre 20 lastbiler rundt med de store pink bannere, hvor budskabet til alle trafikanter er, at de skal holde sig væk fra lastbilens højre forhjul.
Kampagnen er døbt "Bliv væk fra lastbilens højre fordæk", og idéen med de pink lastbiler er simpel:
- Vi håber på, at så mange som muligt ser lastbilerne og tænker over budskabet, så vi sammen kan skabe mere tryghed på vejene, siger Malene Vitus, som er projektleder på ITD's sikkerhedskampagner.
Malene Vitus tilføjer, at der årligt ikke sker særlig mange højresvingsulykker, men når det sker, er det tragisk og frygtelig for alle involverede.
- Det er derfor, at vi hele tiden som brancheorganisation sætter fokus på trafiksikkerhed. Vores medlemmer er de vognmænd, der er med til at holde Danmark kørende. De transporterer hver dag tusindvis af varer fra A til B, siger Malene Vitus og tilføjer:
- Men de fylder på vejene, og derfor vil vi gerne være med til at sætte fokus på trafiksikkerhed, fordi vi ved, at fokus er med til at redde liv.
11-årig trukket efter lastbil
Kampagnen er højaktuel set i lyset af den seneste højresvingsulykke på Fyn. Her slap en 11-årig dreng mirakuløst med livet i behold.
Drengen blev den 6. januar ved middagstid ramt en højresvingende lastbil i krydset mellem Nyborgvej og Linkenkærsvej i Svendborg. Drengen blev trukket efter lastbilen og slap med en skade på sin ene arm.
I alt 19 af ITD's medlemsvirksomheder er med i kampagnen. På Fyn er det udover Snave Vognmandsforretning ApS i Hårby Poul Schou A/S i Odense, Alex Andersen Ølund A/S i Odense og Hans Juel Jensen ApS i Tommerup.