Solrig forårsdag i vente - men så skifter vejret
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Søndag bliver lun og solrig med op til 18 grader, men i næste uge kommer regn og ustadigt vejr.
Søndag byder på masser af sol, tørvejr og omkring 15-18 grader.
- Det bliver en smuk, solrig forårsdag. Hvis man skal have konfirmation og havefest, behøver man i hvert fald ikke bekymre sig om regn, siger Ellen Nybo fra TV 2 Vejret.
- Mange bekymrer sig om, om der kommer noget regn, og det er på vej, forsikrer vejrværten.
Regn midt på ugen
Næste uge begynder ganske vist med solskin, men allerede i løbet af mandagen trækker flere skyer hen over Fyn.
- Det åbner for et vejrskifte. Det er der i hvert fald mange, der håber på, siger Ellen Nybo, der forudser regn flere dage i næste uge.
- Det ligner en tirsdag, hvor det bliver med skyer og perioder med regn. Torsdag bliver det også mere ustadigt og køligt, siger hun.
Natten til lørdag fik store dele af Fyn regndråber - for første gang i mere end fire uger. Det var dog yderst begrænsede nedbørsmængder, som landmænd og haveejere fik til den tørre jord.
Risiko for naturbrande
Det er ifølge TV 2 Vejret 20 år siden, at Danmark sidst har haft så mange dage i træk med næsten ingen nedbør.
Det landsdækkende tørkeindeks er på 9,8 ud af 10.
Det store nedbørunderskud kombineret med høj fordampning medfører, at der flere steder er behov for kunstvanding af marker. Desuden øges risikoen for naturbrande, når naturen bliver mere tør.