Sort dag på fynsk mediehus: 150 stillinger nedlagt

55 redaktionelle stillinger og omkring 150 stillinger i alt er onsdag morgen blevet nedlagt på Jysk Fynske Medier, der blandt andet står bag Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis. På Fyn går det hårdt ud over fotograferne.

I sidste uge meldte direktør i Jysk Fynske Medier Jesper Rosener ud, at koncernen stod over for endnu en voldsom sparerunde. 

Onsdag morgen har det resulteret i nedlæggelsen af 55 redaktionelle stillinger i koncernen og i omegnen af i alt 150 stillinger samlet set. Det skriver flere medier.

Spareplanen er den anden på to år, efter Jysk Fynske Medier i 2018 nedlagde flere end 130 stillinger for at skære 90 millioner kroner af udgifterne.

Til fyens.dk sagde Jesper Rosener 23. oktober, at målet for nu var at gennemføre en spareplan på 228 millioner kroner for de næste tre år.

For at nå det mål var planen at nedlægge 150 af Jysk Fynske Mediers i alt cirka 1.600 stillinger.

Jysk Fynske Medier

Til Fagbladet Journalisten siger Peter Orry, chefredaktør på Jysk Fynske Medier, at koncernen onsdag har nedlagt 55 stillinger. Af dem er 42 personer blevet fyret, og 8,5 stillinger er blevet til frivillige fratrædelser.

Fynske fotografer fyres

Tidligere har det blandt andet været fremme, at den spareplan, som nu bliver gennemført, ville komme til at ramme koncernens fotografer hårdt.

Mediawatch skriver, at 13 ud af koncernens i alt 25 fotografstillinger forsvinder med spareplanen.

Ifølge TV 2/Fyns oplysninger bliver blandt andet to af de i alt fire fastansatte fotografer på de fynske udgivelser ramt af fyringsrunden. Her har den ene fået en frivillig fratrædelse, og den anden er blevet opsagt. 

Dermed er der blot to fastansatte fotografer samt to fotojournaliststuderende tilbage til at dække hele Fyn.

Jysk Fynske Medier blev skabt i 2015, hvor Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier fusionerede. Fra 2016 blev Midtjyske Medier også en del af koncernen.

Når 2019-spareplanen er effektueret, er der sparet eller droppet tiltag for over en halv milliard kroner i forbindelse med- og siden sammenlægningen.

Direktør: Google en del af problemet

Jesper Rosener sagde til fyens.dk i interviewet 23. oktober, at spareplanen primært skyldes en forventning om, at indtægterne fra annoncer vil blive formindsket med cirka ti procent om året i løbet af de næste tre år. 

I et interview med TV 2/Fyn sagde Jesper Rosener i september, at de lokale mediers overlevelse afhænger af de annonceindtæger, som i højere og højere grad i stedet går til techgiganten Google.

I modsætning til mediehuse som Jysk Fynske Medier producerer Google ikke sit eget indhold, men er i stedet en platform, der formidler andres indhold. 

- Det er direkte påvirkende i forhold til vores muligheder for at drive nærdemokrati. De penge, der går til det her, går til udlandet. Det går altså fra demokratiet - nemlig nyhedsdækningen.

- Når annoncer forsvinder - og det gør de i en kæmpe fart lige nu, fordi de ryger ud af landet til de her techgiganter, så er der færre penge til at drive lokale og regionale nyhedsmedier. Det kan betyde, at vi er nødt til at have færre journalister og i sidste ende også færre medier, sagde Jesper Rosener dengang.

I dag blev den profeti til virkelighed for omkring 150 ansatte i mediekoncernen Jysk Fynske Medier. 

Oversigt

    Oversigt