Udover de pålagte nedskrivninger på 134 millioner kroner foretager Sparekassen Faaborg yderligere nedskrivninger, så de ialt nedskriver for 237 millioner.
Samtidig melder sparekassen ud, at den forventer et underskud i første halvår 2012 på 220 millioner kroner.
Ledelsen kalder det utilfredsstillende, men skynder sig at tilføje, at sparekassens økonomi er god og driften er sund, og langt de fleste nøgletal peger i positiv retning.
Med en solvens på 14,8% er sparekassen 2,5 procentpoint mere solvent end lovens krav.
Fond i knibe
90% af de store nedskrivninger er knyttet til udlån koncentreret om aktiviteter i Fonden for Sparekassen Faaborg.
Fonden er kommet i økonomiske vanskeligheder under finanskrisen med faldende aktiekurser og ejendomspriser.
Sparekassen Faaborgs ledelse præciserer, at de store nedskrivninger ikke er lig med tab, og at sparekassen ikke har behov for at rejse ny kapital.