De seneste dages udvikling i den odenseanske bydel Vollsmose har gjort, at statsminister Mette Frederiksen (S) nu er klar til at drøfte, hvordan alle borgere i Vollsmose bliver testet - selv dem, der ikke frivilligt ønsker det.
Det fortæller hun under en spørgetime i Folketinget:
- Jeg synes, det er rigtigt at fokusere på, hvordan vi hurtigt og effektivt kan lukke ned for lokalområder, såfremt der er meget smitte. Det gælder også i enkelte byområder.
- Derfor synes jeg, at vi ret hurtigt skal drøfte, om myndighederne mangler nogle værktøjer - eksempelvis til, hvis der er områder, hvor alle ikke vil lade sig teste, at man så sikrer, at dem, der ikke vil lade sig teste, faktisk bliver testet alligevel. Det vil jeg meget gerne være med til endda, siger hun.
Myndighederne skal handle hurtigere
Da statsministeren efter spørgetimen blev spurgt ind til den konkrete udvikling i Vollsmose, afviste hun, at udmeldingen er ensbetydende med, at der vil blive tale om direkte tvangstestning.
Hun gentog dog samtidig, at hun er klar til at drøfte, om der er brug for flere værktøjer.
- Vi arbejder jo ikke ret meget med tvang i den her epidemikontrol. Jeg siger bare, at vi har behov for, at alle lader sig teste. Men jeg kommer ikke med forslag her, det drøfter jeg med Folketingets partier, siger Mette Frederiksen.
Statsministeren tilføjede, at myndighederne for eftertiden vil være nødt til at gribe hurtigere ind.
- Det så ud som om, at det kom lidt sent i gang med testningen, og i hvert fald kan vi konstatere, at smitten har fået lov at sprede sig for meget og for hurtigt i Vollsmose, siger hun.
Venstre: - Vi går ikke ind for tvang
Statsminister Mette Frederiksen skal dog ikke sætte næsen for højt op efter en drøftelse med oppositionspartiet Venstre.
Ifølge Jakob Ellemann-Jensen er det ikke tid til politiske forhandlinger, men til handling.
Statsministerens udmelding om, at alle i den smitteramte bydel skal testes, hørte han som et direkte oplæg til tvangstest - og det er der ingen opbakning til hos Venstre, understreger han.
Han så i stedet hellere, at man skred ind med det samme og lukkede bydelen helt ned.
Smitten stiger for fjerde dag
Ser man på incidenstallet, der viser antal positive coronatest per 100.000 indbyggere de seneste syv dage, er tallet i Vollsmose nu steget fire dage i streg.
Mandag blev det målt til 776,6, men alt imens debatten fyldte i Folketingssalen, blev tirsdagens tal offentliggjort. Det ligger på 820.
Til sammenligning ligger det gennemsnitlige incidenstal i alle danske kommuner på 60, og Vollsmose er derfor ubestridt det sted i Danmark, hvor smitten i skrivende stund er størst.
Der er det seneste døgn konstateret 19 nye tilfælde med covid-19 i bydelen.
Søndag blev 800 borgere testet, mens tallet mandag faldt til 500 borgere.