Fynsk miljøsag i Folketinget: Bygherre skal straffes for dårligt arbejdsmiljø
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Enhedslisten Victoria Velasquez vil have Innovater straffet efter påbud på Lynfrosten-byggeriet
Enhedslistens folketingsmedlem Victoria Velasquez vil nu have beskæftigelsesministeren til at gribe ind over for Innovater, der bygger et stort centerbyggeri på den såkaldte Lynfrosten-grund i Nyborg.
På onsdag skal Ane Halsboe -Jørgensen i folketingssalen for at svare på et såkaldt paragraf 20 spørgsmål på baggrund af de gener, som bygningsarbejdere blev udsat for under arbejdet på grunden.
- Ministeren har tidligere tilkendegivet, at det er et lovbrud at sætte medarbejdere til at arbejde på giftgrunden i Nyborg, når der er giftige stoffer, så hvis arbejdstilsynet og politiet ikke kan forfølge bygherren, hvordan vil ministeren så sikre, at en bygherre, som bryder reglerne, kan sanktioneres, lyder spørgsmålet.
Ikke første gang, sagen havner på ministerens bord
Spørgsmålet er en opfølgning på et tidligere svar fra beskæftigelsesministeren.
Her udtalte hun følgende om Nyborg-sagen:
- Vi er også nødt til have nogle regler, der følger med tiden, hvor man hele tiden ser på grænseværdierne i kemi. Det er også en opgave, der ligger på vores bord, men derudover har vi godt nok også et arbejdsgiveransvar her, som virkelig, virkelig bør løftes, når man er ansvarlig for byggeri af den her slags. Det er menneskers helbred, vi taler om, og når det er giftige stoffer, er det jo ikke bare den næste uge, man går og hoster; så er det jo potentielt ens helbred i lang tid fremover, man gambler med, og det er helt uacceptabelt og jo også et lovbrud.
Victoria Velasquez framhæver, at bygningsarbejdere og naboer til giftgrunden i Nyborg bliver syge, som følge af at de oplever kræftfremkaldende afgasninger og er udsat for opsving fra jorden, når det regner, hvor der ved prøver er blevet påvist, at mere end halvdelen af den væske, der kommer op af jorden, er kemikalier eller olie, skriver folketingsmedlemmet med henvisning til artikler i Fagbladet.