En ny stor faunapassage skal hjælpe flere forskellige dyr under den Fynske Motorvej.
Faunapassagen kommer til at ligge vest for Ejby tæt på Gelstedvej og er til padder og mellemstore pattedyr, der skal på tværs af motorvejen.
Særligt er der et dyr, som vejdirektoratet forventer vil benytte passagen.
- Der er fundet springfrøer ved det sted, hvor faunapassagen placeres. Derfor har vi en forventning om, at de vil benytte den, siger Niels Krogh Kristensen, der er biolog i Vejdirektoratet og fortsætter:
- Desuden regner vi med, at også mellemstore pattedyr som grævling, ræv samt mindre dyr som skovmår, husmår, lækat og pindsvin vil bruge faunapassagen, siger Niels Krogh Kristensen
Coronakrisen har allerede sat arbejdet i gang
Sådan laves tunneleringen
Selve ”tunneleringen” påbegyndes i starten af december 2020, men noget af arbejdet er allerede i gang.
- Selvom vi egentlig først havde planlagt opstart i 2021 på etapen mellem Nørre Aaby og Gribsvad, har vi valgt at igangsætte visse opgaver i år for at følge regeringens ønske om fremrykning af opgaver som hjælp til trængte brancher på grund af COVID-19, siger Mike Boesen, der er projektleder i Vejdirektoratet.
Entreprenørfirmaet Østergaard A/S skal stå for arbejdet, og hovedparten af arbejdet udføres efter planen i år.
Blandt andet fremrykker de anlæg af en faunapassage vest for Ejby og forlænger de tunneler, der fører kommuneveje under motorvejen.
- Forhåbentlig betyder det også, at vi minimerer både gener og arbejdsperioden, siger Mike Boesen.
Faunapassagen forventes at være færdig i starten af februar 2021.