Stribevis af uheld spærrede de fynske motorveje

Mindst tre uheld på få timer er sket på Fynske Motorvej og Svendborgmotorvejen. Begge motorveje har været delvist spærret torsdag.

Det iskolde januarvejr er torsdag morgen og formiddag skyld i en række uheld på de fynske motorveje.

Senest er der ved titiden sket et uheld på Fynske Motorvej mellem Langeskov og Nyborg.

- Ingen personskade, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi.

Ifølge Vejdirektoratet er venstre spor på strækningen mellem Rønninge Syd og Nyborg Vest spærret. 

Nedslidte dæk og glatte veje

Både politi og redningsfolk er nået frem til strækningen, hvor der meldes om "meget vand på kørebanen".

Oprydningsarbejdet forventes overstået klokken 11.15.

Tidligere torsdag morgen skete der to uheld på Svendborgmotorvejen. Det ene uheld resulterede i en delvis spærring af Svendborgmotorvejen omkring Kværndrup. Ingen personer kom noget til i forbindelse med uheldene. 

Ifølge Fyns Politi skyldtes begge uheld nedslidte dæk. Politiet advarede i den forbindelse om glatte veje på store dele af Fyn.

Oversigt

    Oversigt