Det nye center, med navnet MeetDenmark, bliver placeret i hovedstaden, men Region Syddanmark får et sekretariat, der skal styrke erhvervsturismen i Vestdanmark.
- Konkurrencen om mødeturisterne er hård, men jeg tror, at MeetDenmark med de styrkede indsatser i både hovedstaden og resten af landet vil give erhvervs- og mødeturismen en markant fremgang, siger Carl Holst(V), formand for Region Syddanmark.
Det er regeringen og regionerne, der har indgået aftalen om en styrkelse af erhvervs- og mødeturismen. Efter hovedstaden er Region Syddanmark den region, der tiltrækker flest erhvervsturister.
MeetDenmark får ifølge aftalen 5,5 millioner kroner af staten, og regionerne skal skyde samme beløb i satsningen.
De fire millioner kroner bliver øremærket til det vestdanske erhvervsturismepartnerskab.