Syddanmark lader momsfuskere slippe

Udenlandske byggefirmaer rejser hjem uden at betale moms. Skat i Syddanmark mener, at man gør bedre gavn andre steder.

Det er nemt for udenlandske byggefirmaer at løbe fra momsregningen i Danmark. Selv om Skat godt er klar over problemet, er det at jagte skyldnerne ikke den højst prioriterede opgave.

Direktør for Skat Udland i Syddanmark, Mogens Pedersen, forklarer, at 344 sager - der stammer fra 2006 til 2008 - mod udenlandske firmaer med momsgæld falder for forældelsesfrist på tre år i år.

Men det er ikke den eneste grund til, at statskassen mister momsmillioner, skriver Ugebrevet A4:

- Når en udenlandsk virksomhed først er rejst hjem, er det tungt for os at forsøge at inddrive momsgæld. Vi skal gøre det via myndighederne i udlandet, og samarbejdet med dem er som hovedregel stift og langsommeligt, siger Mogens Pedersen.

Direktøren understreger, at når man opgiver sager, er det et spørgsmål om prioritering:

- Vi har skønnet, at vores personale ville gøre mere gavn ved at løse andre opgaver, siger han til A4.

Af Ugebrevet fremgår det, at de 344 sager betyder, at statskassen er gået glip af 27,5 millioner kroner eller mere.

Både den forrige regering og Skat kritiseres for at lade udenlandske skyldnere stikke millioner af momskroner i egne lommer af blandt andre lederen af sekretariatet for BAT-kartellet Gunde Odgaard.

- Det er mig ubegribeligt, at man ikke for længst har øget indsatsen mod udenlandske virksomheders momssnyd i Danmark, siger Gunde Odgaard.

De 344 sager er dog langt fra de eneste, som Skat har opgivet. Ugebrevet A4 skriver, at 809 udenlandske firmaer, der ikke længere er aktive herhjemme, tilsammen skylder 220 millioner kroner.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) siger, at "det er et meget, meget kompliceret arbejde at inddrive skat over landegrænser":

- Jeg vil lægge mig i selen for, at vi får skabt bedre samarbejdsrelationer mellem myndighederne i de andre EU-lande samt i Norden, siger Thor Möger Pedersen.

Oversigt

    Oversigt