Talstærkt politi klar til FCK-fans

Fyns Politi har allerieret sig med både værtshuse, cityforening, kirke og Park og Vej afdelingen i Odense Kommune for at forberede dem på ankomsten af 6-800 FCK-fans onsdag eftermiddag.

OB mod FCK på Odense Stadion er en såkaldt højrisikokamp og politiet er beredt på at modtage de mange hundrede fans.

- Vi er klar med "en passende styrke", og vi forventer, at de første fans kommer til Odense sidst på eftermiddagen, siger Lars Thede, der har kommandoen over indsatsen i forbindelse med kampen.

Sidste gang OB mødte FCK i Odense endte kampen uden for banen med en vanvittigt svineri i store dele af byen. Kongens Have flød med affald og nogle fans indtog kirken, hvor de både tissede og brækkede sig på gulvet.

- Denne gang vil kirken i Nørregade være aflåst, og vi har også lavet aftale med værtshusene i Nørregade, med cityforeningen og forberedt Park og Vej på, at der kan blive ekstra oprydning senere i dag, siger Lars Thede.

Politiet har ikke kunnet få informationer fra DSB om hvor og hvor mange fans, der ankommer med tog, men Lars Thede forventer, at der kommer en større gruppe med toget omkring klokken 16.

- Vi vil forsøge at få dem ned på værtshusene i Nørregade, hvis de kommer som en stor samlet gruppe. Hvis de kommer med bus i mindre grupper, kan vi ikke gøre noget, siger Lars Thede.

Kampen begynder klokken 20, og OB kan med en sejr sikre sig sølvmedealjerne og kvalifikationskampe til Champions Legaue.

Der er solgt 10.600 billetter, og de 470 er i forsalg solgt til FCK, men OB forventer op mod 1000 FCK-tilhængere.

Oversigt

    Oversigt