Ti biler i stort færdselsuheld: Sæt nu farten ned, lyder opfordringen fra politiet

De fynske veje er blanke af is, og det har medført fire færdselsuheld over natten. Fyns Politi har en klar opfodring til billister.

Temperaturen på de fynske veje viser fem minusgrader, og det kolde vejr har skabt isglatte veje.

quote Det er bedre at komme en halv time for sent end aldrig at komme frem

Hans Jørn Larsen, vagtchef, Fyns Politi

Det er en del år siden, at vi på Fyn har haft så kold en vinter og noget tyder på, at fynboerne har glemt, hvordan man skal køre, når vejene er blanke af is, mener Hans Jørn Larsen, der er vagtchef hos Fyns Politi.

- Vi har haft fire uheld siden klokken 23 i går og så her til i dag. De tre af uheldene er almindelige solouheld, hvor vejen var glat, og bilen skred ud, siger Hans Jørn Larsen.

Der var ingen personskader i de tre uheld, men i det fjerde færdselsuheld var der en bilist, der brækkede sit ben.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

130 kilometer i timen går bare ikke

- Klokken 05.25 ved Kværndrup var der ti biler indblandet i et færdselsuheld, siger Hans Jørn Larsen og fortsætter:

- Det startede med, at der var en billist, der gled af vejen. Folk kørte for stærkt, det var glat, og så endte det med, at ti biler mere eller mindre blev indblandet i uheldet.

Udover det brækkede ben, var der ingen bilister, der kom alvorlig til skade. Men hvis der ikke skal opstå flere uheld på de fynske veje, så har Fyns Politi en opfordring til bilisterne.

- Der er en del steder, hvor det er virkelig glat, og folk kører simpelthen for stærkt. Man skal køre efter forholdene. Specielt i disse tider, hvor det sner, så skal man ikke køre 130 kilometer i timen på motorvejen. Hvis du først er i sneen med for høj hastighed, så er det ligesom at forsøge at bremse i sæbe, siger Hans Jørn Larsen og fortsætter:

- Det er bedre at komme en halv time for sent end aldrig at komme frem.

Oversigt

    Oversigt