De otte banker på listen vurderes til at have særlig risiko for at få problemer med solvensen i løbet af de næste 12-18 måneder - herunder Totalbanken.
- Jeg er ærekær. Det er aldrig morsomt eller specielt interessant, at der kommer nogen udefra og siger, hvordan tingene skal gøres, siger Ivan Sløk, direktør i Totalbanken til Jyllands-Posten.
Listen har hidtil været hemmeligholdt, da en offentliggørelse af hvilke banker, der har problemer, kan være belastende for banken.
- Det er belastende og meget trættende for den daglige ledelse og bestyrelsen, som skal bruge mange kræfter på at rette forretningen til for at bringe den tilbage på kurs igen, siger professor Casper Rose fra Copenhagen Business School til avisen.