En 42-årig kvinde er blevet truet på livet af sin ekskæreste, men fem dage efter har politiet endnu ikke behandlet hendes anmeldelse.
Det er ikke i orden, mener Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.
- Jeg synes ikke, det lyder som en rimelig behandling af en kvinde, der jo åbenlyst er bange. Sådan en kvinde skal altså opleve, at myndighederne står på hendes side og ikke er yderligere en modstander, når hun frygter, at der kommer til at ske hende noget. Det undrer mig meget, at man ikke har valgt fra politiets side - som minimum - at udlevere en overfaldsalarm, siger Trine Bramsen og understreger:
- Jeg har den holdning, at man hellere skal udlevere 100 overfaldsalarmer for meget end én for lidt.
Politianmeldte ekskæresten
Den 42-årige 'Mette' gik fra sin ekskæreste i efteråret. Herefter fulgte flere uger med mange hadske og ubehagelige beskeder. Hele forløbet kulminerede i påsken, og Mette valgte efterfølgende at politianmelde sin ekskæreste for dødstruslerne.
Politiet siger, at de har handlet efter bogen, og hvis det er korrekt, så må bogen jo laves om.
Politiet har imidlertid valgt hverken at give Mette en overfaldsalarm eller ekskæresten et tilhold - på trods af, at Mette har SMS'er og telefonbeskeder med dødstrusler fra ekskæresten.
- Ud fra den fremstilling, jeg har fået af sagen på nuværende tidspunkt og med de detaljer, jeg har fået, så er det en vurdering, som jeg også mener, vi ville have foretaget i dag, siger Kim Munksgaard, der er vicepolitiinspektør ved Fyns Politi.
Det kan ikke være rigtigt, mener Trine Bramsen, der åbner for at lave reglerne om.
- Politiet siger, at de har handlet efter bogen, og hvis det er korrekt, så må bogen jo laves om. Jeg synes ikke, det virker som en fair behandling over for en kvinde, der føler sig så bange og utryg, siger Trine Bramsen.
Hun vil nu tage sagen videre i det politiske system.
- Jeg kommer til at tage det her op med justitsministeren, for vi bliver nødt til at sikre, at man som utryg borger oplever, at myndighederne tager hånd om sagen. At de ikke tøver med at lave tilhold eller som minimum udleverer overfaldsalarmer.
- Selvfølgelig er der noget retssikkerhed også for den, der er anklaget, men en overfaldsalarm det er det mindste, man kan tilbyde en borger, der frygter, siger Trine Bramsen.
Den fynskvalgte retsordfører underbygger sin holdning med, at det for politiet ikke handler om mangel på ressourcer men om en konkret, politifaglig vurdering.
- Nu kender jeg jo ikke sagen fuldstændig ned i detaljer, men jeg har forstået, at det ikke er et ressourceproblem, men en faglig vurdering. Og der har jeg bare den holdning, at hvis vi står over for borgere, der føler sig utrygge og usikre, og hvis der er dokumentation for trusler, ja så er det da bedre at udlevere en overfaldsalarm for meget end en for lidt.
- Vi har set meget tragiske sager på det seneste, hvor det er gået grueligt galt, og det skal vi for enhver pris undgå, siger Trine Bramsen.