Hver dag bliver der i gennemsnit stjålet mere end syv cykler på Fyn. Det er rekordlavt. Men selvom antallet af anmeldelser falder, bliver der stjålet cykler for langt flere penge.
Over de seneste ti år er gennemsnitsbeløbet, som forsikringsselskaberne udbetaler for en stjålen cykel, steget fra 3.969 kroner til 6.195 kroner. Det er en stigning på 36 procent. Det viser en opgørelse fra forsikringsselskabernes brancheorganisation F&P. Korrigerer man for inflation, er det stadig en stor stigning.
En af de uheldige fynboer, der har oplevet konsekvenserne af cykeltyvenes lange fingre, er 23-årige Ida Langkilde Bruun Schmidt. Endda hele fire gange inden for et år.
Hun fik stjålet sin mountainbike for et år siden. Heldigvis fik hun en besked fra en rar sjæl, der havde undret sig over, at en dyr cykel lå henkastet. På cyklen stod Idas navn, og hurtigt var den tilbage i god behold.
Heldet slap op
Men det held holdt ikke længe. Ikke lang tid efter stod mountainbiken nemlig ikke længere på Idas terrasse, som den burde.
- Så fandt jeg aldrig den igen, siger hun.
De mange cykeltyverier er efterhånden blevet en dyr omgang for den 23-årige sygeplejestuderende. Det er på trods af, at hun har forsøgt sig med at gemme cyklerne længere væk fra gaden og købt større og bedre cykellåse.
- Det er skideirriterende, at man ikke bare kan have en cykel i fred. Det er noget, jeg bruger hver dag. Så skal man ud at erhverve sig en ny, og når man er studerende, er det bestemt ikke noget, man har lyst til at bruge penge på, siger Ida Langkilde Bruun Schmidt.
- Når man låser sin cykel, burde det være nok. Hvad skulle man ellers gøre? Cykler burde kunne stå på gaden uden at blive stjålet, siger hun.
Cykeltyvenes nye strategi
Ligesom Ida Langkilde Bruun Schmidts mountainbike er det især fynboernes dyre cykler, der er i farezonen. Noget tyder på, at det især er dem, der er i høj kurs hos cykeltyvene.
Ifølge Pia Holm Steffensen, underdirektør hos forsikringsselskabernes brancheforening F&P, har cykeltyvene fået en ny strategi. Hun vurderer, at det er udtryk for, at det i højere grad er organiseret kriminalitet og ikke de små lejlighedstyverier, der præger statistikken.
- Interessen fra cykeltyvenes side har flyttet sig fra de almindelige transportmidler til de dyrere cykler såsom mountainbikes, elcykler og ladcykler. Formentlig fordi der er flere af de dyrere cykler på gaden, og fordi tyvene specifikt går efter dem, siger hun.
Mere viden kræver flere dømte
I Det Kriminalpræventive Råd bakker man op om, at noget kan tyde på, at cykeltyvene er begyndt at gå efter de dyrere cykler, men rådet tør ikke pege på én bestemt årsag til, hvorfor statistikken udvikler sig, som den gør.
Ifølge udviklingskonsulent Hans Peter de Place bliver der nemlig fanget for få cykeltyve til, at man kan undersøge det.
For at blive klogere på cykeltyvenes mønstre, kræver det nemlig, at man fanger flere af dem. Med en opklaringsprocent af cykeltyverier på to procent for Fyn har man for lidt data til at drage konklusioner.
- Vi har brug for at fange langt flere cykeltyve for at lave statistik på området. Der er så få, der bliver pågrebet og dømt, så vi kan kun formode, hvordan det hænger sammen, siger Hans Peter de Place.
Vi ville gerne have talt med Fyns Politi om, hvad det gør for at komme problemet til livs, og hvorfor så få sager bliver opklaret, men det har ikke haft mulighed for at stille op til interview.
Hvis du er en af de uheldige, der har mistet sin cykel, kan det være, der er håb at finde på hittegodskontoret. De ligger blandt andet inde med mange cykler, som står og samler støv.