Den fynske selvmordslæge Svend Lings er onsdag blevet idømt 60 dages betinget fængsel ved Østre Landsrets afdeling i Odense.
Han gik efter at blive frifundet, og han overvejer derfor nu, om sagen skal for Højesteret.
- Der er mange springende punkter, så vi overvejer at søge Højesteret, siger Svend Lings til TV 2/Fyn umiddelbart efter domsafsigelsen.
Ankede dommen fra byretten
Svend Lings ankede dommen fra byretten i september, hvor han blev idømt 40 dages betinget fængsel ved Retten i Svendborg. Her blev den 77-årige pensionerede læge fundet skyldig i medvirken til selvmord - også kendt som aktiv dødshjælp.
Svend Lings var anklaget for at have instrueret i selvmord i tre konkrete sager. Han er i landsretten dømt for alle tre forhold.
Straffen til Svend Lings er dog blevet hævet fra 40 til 60 dages betinget fængsel. Østre Landsret har i dommen lagt vægt på antallet af forhold.
Overblik
- Det er en skærpelse på 20 dages betinget fængsel. I praksis betyder det ingenting, om man får 60 eller 40 dages betinget fængsel, siger Svend Lings.
I byretten blev han kun kendt skyldig i to af de tre forhold, og det er forklaringen på den skærpede straf.
- Jeg blev kendt skyldig i det tredje forhold. De tre forhold er takseret til 20 dage hver, forklarer Svend Lings.
Om sagen kommer for Højesteret, er endnu uvist.
- Langt de fleste straffesager kan behandles i to instanser - altså byret og landsret - og så slutter de der. Ellers skal der være noget helt principielt eller andre særlige grunde, der gør, at man skal køre dem i Højesteret. Det er ikke mig, der skal vurdere det, siger anklager Jesper Rubow efter domsafsigelsen.